Det Grå Hus

Ud mod Ny Carlsberg Vej ligger en villa opført i 1875. I 1882 overtog Carl Jacobsen ejendommen, der nu blev indrettet til Ny Carlsbergs administration. Første og anden sal blev bolig for en ledende funktionær.

I 1901 ombyggedes ejendommen og udvidedes med en tilbygning mod nord. Arealet blev fordoblet, og der blev tilføjet en vestibule, kontorer og et laboratorium.

 

Vestibulen er rigt udsmykket med stukarbejder udført af ”Skærepedersen”. Over indgangsdøren til huset ses Ny Carlsbergs varemærke og Carl Jacobsens valgsprog ”Semper ardens” - altid brændende.

Bygningen blev i 1970 yderligere udvidet med en laboratoriebygning mod vest.

Bygningen er opført i gule sten med sandstensbånd omkring vinduer. Taginddækninger er af kobber og zink. Facaden er udsmykket med sandstensrelieffer, og over indgangspartiet er der ligeledes en balustrade af sandsten. Bygningen har meget flotte trædøre ved indgangsparti. Taget er beklædt med zink og skifer.

Facebook YouTube Nyhedsbrev