BYLIVSSTRATEGI
Byliv før Byggeri - en levende fortælling
Carlsberg Byen er i dag en velkendt del i København. Det er lykkedes at skabe liv i en bydel, hvor der aldrig har været en by! Efter 160 år som lukket industrigrund åbnedes et unikt område af stor skønhed og arkitektonisk værdi. Et stadigt voksende kreativt og foranderligt byliv har nu givet Carlsberg Byen sin nye identitet og unikke image, som også på sigt vil gøre bydelen attraktiv for erhvervsliv, beboere og besøgende.
I 2012 er hele byudviklingsprojektet rykket ind i sin næste fase, hvor de første spadestik skal tages og fremtidens nye kvarter Carlsberg vil begynde at tage form.
De næste fire år skal visionen om bylivet forankres og udbygges samtidig med at her også bygges nyt: Carlsberg Byen skal være det kvarter i hovedstaden, hvor man oplever det uventede, og hvor der altid er plads til overraskende facetter inden for byliv. Denne vision skal opfyldes ved altid at have nøgleordene ”Byliv” og ”Midlertidighed” top of mind. Rammerne for bylivet er meget brede, der skal tænkes innovativt, der skal være højt til loftet, aktiviteterne skal have kant, og alt liv skal være inviterende. Midlertidighed betyder, at livet i Carlsberg Byen skal overraske, være foranderligt og have puls – byen skal hele tiden være i udvikling. Fundamentalt for dette er, at der arbejdes med ”Fornyelse” som et mindset for al byliv i Carlsberg Byen. Byen skal lukke mangfoldigheden ind. Aktiviteterne skal give et fornyende element til Carlsberg Byen og invitere til at byen bruges.
Hvad byder Carlsberg Byen på?
De unikke omgivelser i Carlsberg Byen giver mulighed for unikke oplevelser. En udstilling, en forestilling, et modeshow i Carlsberg Byen vil altid blive påvirket af det rum, som den bliver skabt og præsenteret i. Rummene i Carlsberg Byen er langt fra neutrale rammer, de bibringer egen historie og stemning og forandrer oplevelsen både for kunstneren og for modtageren. Alt og alle bliver her en del af en levende fortælling.
Derfor er det også særlige folk, der tiltrækkes af disse rum. Her sætter avantgarden, den industrielle designer og teaterinstruktøren hinanden stævne og skaber sammen nye trends, der lokker et nyt publikum. Her inspireres fotografer, billedkunstnere, koreografer, scenografer, arkitekter til nye projekter og udtryksformer.
Udendørs i Carlsberg Byen mødes eventarrangører, kulturentreprenører, tidens dj’s og nycirkus-artister med streetfolket, velgørenhedsorganisationer og urbane motionsdyrkere. De skaber alt fra longboard-events over urbane udgaver af klatreskov, evolutionsløb, koncerter, drive-in-bio, asfaltbal, Bazar, flashmobs, lysshows og alternative spisesteder.
Hvem er Carlsberg Byen for?
Brugerne af bylivet i Carlsberg Byen er en mangfoldig skare. Der er virksomheder og institutioner i Carlsberg Byen, der enten i kraft af deres formål eller i forbindelse med særlige begivenheder byder et bredt og nysgerrigt publikum på mangeartede oplevelser. Der er også en lang række arrangører, som kommer udefra og skaber events og interaktive begivenheder, der inddrager Carlsberg Byens faciliteter, institutioner og virksomheder. Og der er alle deltagerne, publikummerne, gæsterne, brugerne, som dagligt har deres gang i Carlsberg Byen eller som kommer til for at deltage i det mangfoldige udbud af aktiviteter, arrangementer og kulturtilbud eller for at spise på én af bydelens caféer eller restauranter.
Rammerne
For at tiltrække liv og få folk til at bruge Carlsberg Byen er det nødvendigt, at rammerne er til stede. Det udendørs byrum skal rumme en række aktiviteter og faciliteter, og de eksisterende bygninger stilles til rådighed for lejere og kulturentreprenører. Tidligere øllagre, tappehaller, dåsekolonner, mineralvandsfabrik, kraftværk, maskincentral og nedlagte værksteder indrettes til alskens midlertidig aktivitet og business og bliver bragt i spil på stadig overraskende måder sammen med bygningsfacader, trappeforløb, åbne pladser, trækroner og de nytænkte byrumsinstallationer.
Formidlingen
Det er vigtigt, at formidle Carlsberg Byens aktiviteter og udvikling overfor omverden. Det skal kommunikeres til nærmiljøet, til Hovedstaden og opland, til lejere og til pressen hvad der foregår i bydelen, for til stadighed at bygge videre på det image Carlsberg Byen har fået og fortsat vil få gennem byliv. Men Carlsberg Byen er ikke alene et lokalt anliggende; det er også et projekt, som vækker nysgerrighed og giver inspiration regionalt, nationalt og internationalt. I Carlsberg Byen tales der ikke kun om det, her realiseres visionerne om shared space og kreativ byudvikling i Byliv før Byggeri, og dét er i sig selv en både unik og levende fortælling.