![]() |
||
| (klik på billedet for høj opløsning) | Visualisering: luxigon | |
Warehouse er et sammensat byggeri, der i sammenhæng med boligtårnet og De Hængende Haver udgør én samlet arkitektonisk komposition, der refererer til Carlsbergs industrielle arv i en moderne udformning.
I modsætning til Karréen, der arbejder med det klassiske byhus som reference, refererer Warehouse i høj grad til Carlsbergs industrielle arv og udformes således som en fortolkning af de skalamæssigt store industribygninger på Carlsberg.
Warehouse er et sammensat byggeri, som også indeholder Tårnet, Broerne og De Hængende Haver. For at håndtere dette sammensatte forhold beklædes de nye facader med et stofligt ensartet facademateriale, for på denne måde at skabe den monolitiske karakter, der er kendetegnende for de eksisterende industribygninger på Carlsberg generelt, og Ny Tap i særdeleshed.
De særlige rummeligheder i bygningens indre træder frem i facaden og tilfører på denne måde det samlede bygningsudtryk en mellemskala og et varieret facadeudtryk.
Warehouse kommer således til at fremstå med en særlig arkitektonisk skala og tyngde i det samlede bybillede – en industriel bygning, som løfter arven fra den nuværende Ny Tap, som nedrives. Bygningen vil fremstå som en komposition af forskellige skalaer og programmer samlet i en klar geometrisk form.
Facadematerialet på de nye bygninger (og Tårnet) er en profileret og perforeret metalplade, der farvemæssigt relaterer til den varme glød i den tegl, som er anvendt på De Hængende Haver.
