Campuspladsen


Campuspladsen er et offentligt tilgængeligt byrum, og den fremtidige plads skal fungere som UCC’s store uderum, samtidig med at den er en naturlig del af det daglige liv og netværk af byrum på Carlsberg.

Pladsen udgør det første byrum man skal igennem fra Stationspladsen og videre ind i Carlsberg Byen. Gennem snævre passager og porte nås dette “hemmelige” og introverte rum som har potentiale til at kunne fortælle sin helt egen poetiske historie.

En særlig udfordring for Campuspladsen er det dybe snit som de omkringliggende bygninger skaber. Hvilket betyder at pladsen vil komme til at ligge i skygge en stor del af døgnet det meste af året. Dette er et sted hvor lyset og stemningen i høj grad vil afgøres af overfladernes evne til at kaste lyset videre. Og hvor rummets indretning skal kunne etablere en mindre skala imellem de høje facader.

Overfladen inddeles i et system af kvadrater i forskellig størrelse og nuancer. De udføres i lys glittede in-situstøbt beton. Mellem kvadraterne opstår mellemrum, som afgrænser og definerer kvadraternes stærke form. Mellemrummene er rustfrit stål og fungerer som linjeafvanding, afgrænsning af pladsen og af kvadraterne.

Et enkelt kvadrat skifter overflade til asfalt og bliver pladsens centrale ”aktivitets flade” og ved brug af resten af fladen skabes mange muligheder for fleksibel brug.

Enkelte steder er kvadrater hævet i forskellige niveauer, og danner sidde- og opholdsmuligheder med deres mere varme og bløde træoverflader. Og rumlige elementer af rustfri stålsøjler der bærer blødt formede overdækninger understreger stedets karakter af beskyttet uderum, tryghed og mødesteder på pladsen.


(klik på billedet for høj opløsning)   Visualisering: luxigon

Konkurrencen om udformningen af Campuspladsen (arbejdstitel) blev i 2011 vundet af WAV I/S.

Materialet fra konkurrencen og dommerbetænkningen kan ses her.

Facebook YouTube Nyhedsbrev