Vejskilt i carlsberg byen

Navngivning af kvarteret

160 års bryggerhistorie venter om hvert gadehjørne i det nye bykvarter. Historien sætter også sit spor i navngivningen af veje, pladser og parker, og i kvarteret finder du bl.a. Humletorvet, Tapperitorvet, Thorvald Bindesbølls Plads, Købkes Plads, Gærtorvet. Få forklaringen her.
Constantin Hansens Gade, Humletorvet og Bohrsgade er bare nogle af de nye gadenavne, man kan støde på i det nye bykvarter. Navnene har alle reference til områdets historie og de mere end 160 år, hvor den 33 hektar store grund husede landets største bryggeri og den legendariske bryggerfamilie, Jacobsen.

Den visionære brygger J.C. Jacobsen og hans søn Carl Jacobsen har begge sat deres afgørende præg på dansk erhvervsliv og det danske kulturliv, og den arv bliver nu afspejlet i navngivningen af de mange nye gader og pladser, som danner rammen om Carlsberg Byen.  

I den sydøstlige del af Carlsberg Byen har de nye navne forbindelse til ølbrygning og produktion. Her finder man blandt andet Tapperitorvet, Humletorvet og Lagergade. Står man i den sydvestlige del af bykvarteret, vil man støde på navne som Bohrsgade, Johanne Møllers Passage og Franciska Clausens Plads – alle navne, der relaterer sig til personer med tilknytning til området og den tidligere brygger J.C. Jacobsens engagement i dansk kulturliv.

Fakta om de nye plads- og gadenavne i Carlsberg Byen

Sydøst: Ølproduktion og stationsbyggeri
På området omkring Carlsberg Station og Professionshøjskolen UCC i den sydøstlige del af Carlsberg Byen er det ølporduktionen, der har været inspiration til navnene. Den nye station har en stor stationsplads, der hedder Tapperitorvet, og bag den ligger den mere intime plads, Humletorvet. 

Rundt om torvet er der bygget et 82.000 m2 stort byggeri, som bl.a. indeholder boliger, erhverv og Professionshøjskolen UCC. De omkringliggende gader og pladser hedder Flaskegade, Lagergade, Kildepladsen og Gærtorvet.

Den eksisterende gade, Olivia Hansens Gade, opkaldt efter den første forkvinde for Kvindelige Bryggeriarbejderforbund, bliver opdelt i to dele af en kommende bygning. Den sydlige del af den nuværende Olivia Hansens Gade ændrer derfor navn til Kuskenes Gade.

Sydvest: Bryggeriarbejdere og atomfysikere
I den sydvestlige del af Carlsberg Byen er det personer med relation til den historiske bryggerigrund, der har lagt navn til de mange nye gader og pladser.

Johanne Møllers Passage har således fået navn efter den kvindelige medarbejder, der har været længst tid på bryggeriet – nemlig 65 år fra 1889-1954.

J.C. Jacobsen havde i sit testamente bestemt, at hans hus efter hans død skulle fungere som æresbolig for enten kunstnere, forfattere eller videnskabsmænd. Blandt de prominente beboere var den Nobelprisvindende fysiker Niels Bohr den person, der boede længst tid i Æresboligen (fra 1932 til sin død i 1962). Hovedgaden, der løber langs J.C. Jacobsens Have fra Vigerslev Allé og til Ny Carlsberg Vej, hedder derfor Bohrsgade efter Niels Bohr og hans søn Aage Bohr, der ligesom som sin far modtog Nobelprisen i Fysik.

Bryggeren J.C. Jacobsens var meget engageret i dansk kulturliv, og Franciska Clausens Plads og Købkes Plads i den vestlige del, er derfor opkaldt efter de to danske malere Franciska Clausen (1899 – 1986) og Christen Schiellerup Køpke (1810 – 1848).
historie i carlsberg byen

Når fortid, nutid og fremtid forenes - Carlsberg blev grundlagt i 1847 af den visionære brygger J.C. Jacobsen, som dermed lagde grundstenen til en moderne dansk bryggerivirksomhed. Men der er meget mere historie at hente. Her kan du få styr på de vigtigste fakta om bryggeriet, der på mange måder har formet det fundament, Københavns nye bykvarter bygger på. 

Mærk historiens vingesus

Dit, mit og vores bykvarter - Carlsberg Byen er et levende kvarter, hvor man bor, arbejder, hænger ud, cykler igennem, klarer sine indkøb, tager en kaffe, uddanner sig og løber en tur. Her ligger butikker op ad kontorer, og boliger op ad uddannelses- og daginstitutioner. Gå på opdagelse i det nye københavnerkvarter, som allerede er godt besøgt og befolket.

Kom tæt på kvarteret
Byliv i Carlsberg Byen
Send mig erhvervsnyheder fra carlsberg byen
  • Tak for din tilmelding!
  • Fejl Formularen er ikke udfyldt korrekt. Prøv igen.
Tilmelding til Carlsberg Byens nyhedsbrev
  • Tak for din tilmelding!
  • Fejl Formularen er ikke udfyldt korrekt. Prøv igen.