Nyheder Luk
Søgning Luk
Luk
Luk
Luk

Årets Mesterfotograf bliver fundet i Carlsberg Byen

30. september 2013
Halmlagret i Carlsberg Byen danner rammen om DR K’s nye programserie Årets Mesterfotograf 2013, der stiller skarpt på kunsten at blive en dygtig fotograf.

Halmlagret i Carlsberg Byen er en bevaringsværdigbygning, der normalt er lukket for offentligheden, men fra den 1. oktober og fem uger frem kan du hver uge komme indenfor i den gamle lagerbygning, når DR K i programserien Årets Mesterfotograf 2013 stiller skarpt på kunsten at tage det perfekte fotografi. Halmlagret, der blev opført på den gamle bryggerigrund i 1949, danner rammen om programmet - som studie - hvor de unge talenter briefes og vinderne kåres.

Der er i dag er en kæmpe interesse for fotografiet. Vi tager fotos som aldrig før og dokumenterer vores liv og færden på blandt andet Instagram, Facebook, Snapchat og lignende. At fotografere og dokumentere livet og dagligdagen er blevet en del af vores personlighed og selvopfattelse. Med programserien vil DR K give danskerne nogle tips og tricks til at tage endnu bedre fotos ved at vise, hvordan nogle af de dygtigste fotografer i Danmark arbejder.

”Programmet handler om at finde talenterne og gøre dem endnu bedre, men det skal også kunne inspirere seerne og opfordre dem til også at prøve kræfter med opgaven,” fortæller producent på Årets Mesterfotograf 2013, Nikolaj Daugbjerg.

Ane Cortzen er vært på programmet, der hver uge byder på udfordringer for både de unge talenter og seerne hjemme i stuerne.

Fra fem talenter til én mesterfotograf
DR K har udvalgt fem talentfulde unge, danske fotografer, der i et intensivt forløb på blot fem dage skal forsøge at opnå titlen som Årets Mesterfotograf. I seriens første fire programmer konkurrerer deltagerne indenfor fotografiets hovedgenrer: reportage, portræt, mode og kunst.
I hvert program stiller et medlem af dommerpanelet – der består af nogle af landets bedste fotografer – deltagerne en opgave med forskellige regler og benspænd.

”Hvert afsnit starter med en masterclass, som er et inspirationsforløb til deltagerne, hvor de skal blive inspireret til at tage bedre billeder. Her får de nogle tommelfingerregler og så bliver de sendt ud og løse en specifik opgave,” fortæller Nikolaj Daubjerg.

I det første program skal deltagerne lave et reportagefoto, hvor de skal holde sig indenfor temaet ”et møde”.

Sidst i hvert program vurderer dommerpanelet resultatet af deltagernes anstrengelser og kårer dagens vinder. I program fire udvælger dommerne de tre af deltagerne, der har klaret sig bedst og disse tre går så videre til program fem – finalen. Titlen som Årets Mesterfotograf 2013 går til den deltager, der tager det bedste finalefoto, og præmien er, udover æren og et splinternyt professionelt kamera, at vinderens foto fra hele ugen bliver offentliggjort i Dagbladet Politiken.

Seerne kan selv prøve kræfter med opgaven
Som tidligere nævnt er det ikke kun de udvalgte deltagere, der undervejs bliver sat på prøve. Efter hvert program har seerne mulighed for selv at prøve kræfter med den stillede opgave i DR’s landsdækkende fotokonkurrence. Alle kan være med uanset forudsætninger og udstyr. Der dystes i samme genrer som i programserien, og hver uge kårer en af dommerne det bedste blandt seernes fotos.

Ugens udfordring findes på dr.dk/mesterfotograf, hvor du også kan få tips og tricks til at blive en dygtig fotograf.

X

Bliv opdateret om boliger i Carlsberg byen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Cookie infoCarlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Hvad er cookies?