Benspænd på Carlsberg

03/04-09 Af Frederik Bjørndal

Nyt computerspil skal lære håndværkerelever og arkitektstuderende om kommunikation, planlægning og procesforståelse indenfor byggebranchen. Spillet er bygget op omkring de konkrete bygninger på Carlsberg.

”Benspænd” hedder det nye computerspil, der finder sted på den gamle bryggerigrund i Valby. Her skal studerende lære om kommunikation, planlægning og procesforståelse på en helt ny måde. Og det er ikke helt tilfældigt, at det netop er Carlsberg, der er blevet udvalgt som ramme for spillet. Udviklingschef Graves Simonsen fra initiativet Renovering 2010, der står bag spillet, forklarer:

"Læringsspillet udspiller sig omkring renovering af ældre bygninger, og der skal skabes et fysisk univers, som er arkitektonisk og dramaturgisk interessant for spillets brugere. Netop sådanne kvaliteter finder man i Carlsbergs bygninger, der ydermere er interessante ud fra en historisk betragtning. Planerne om at bringe de historiske bygninger ind i et fremtidigt scenarium – Vores By – giver den perfekte ramme for de fortællinger, som skal bygges ind i læringsspillet. Samtidig vil det også være med til at højne kvaliteten af spillet i brugernes bevidsthed."

Husk tidsplanen – og budgettet

Spillets grundlæggende idé er, at spillerne på hold konkurrerer om at lede en byggeproces bedst muligt. De studerende bliver udfordret på evnen til at kunne overskue komplekse planer og skabe sammenhæng mellem de ressourcer, der er til rådighed, og de tildelte arbejdsopgaver. Vejen til virtuel succes går gennem overholdelse af tidsplan og ikke mindst budget – men undervejs placeres en række "benspænd", der tvinger spillerne til at håndtere uforudsete situationer. Som i den virkelige verden kan der opstå uheld, forsinkelser i byggeriet eller konflikter mellem håndværkerne. Vinderholdet er den gruppe, der bedst muligt overholder deres kontrakt og præsterer det største overskud.
Morten Misfeldt, projektleder og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, der leder udviklingen af "Benspænd", fortæller:

”Spil er et medie, der skaber rum for en anden type læring. Det appellerer lige så meget til de ikke-boglige som de boglige og kan være med til at skabe en fælles referenceramme på tværs af faggrænser. Desuden giver det mulighed for, at studerende og elever kan prøve kræfter med forskellige fagligheder.”

Universitetsverdenen og det private erhvervsliv arbejder sammen

Læringsspillet er resultatet af et samarbejde mellem det private erhvervsliv og universitetsverdenen. Finansieringen sker med støtte fra Grundejernes Investeringsfond og Realdania.

”Med det nye initiativ håber vi at kunne bibringe de byggefaglige uddannelser et nyt læringsværktøj, der kan give elever og studerende en bedre forståelse for de processer, der foregår på en byggeplads, så det netop ikke skal læres, når de først er færdiguddannede,” fortæller Graves Simonsen.

Udviklingen af ”Benspænd” er netop gået i gang og forløber i resten af 2009. I alt er der afsat seks millioner kroner til projektet, der forventes at være klar til studiestart 2010.

Foto og illustration: © DPU.

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at medarbejderne på Carlsberg har fundet på mange kreative navne til bryggeriets pladser og huse. F.eks. lå der ved hestestalden oprindeligt en villa ejet af en inspektør Vogel. Villaen blev kaldt "Fugleburet".  

- at bladet "Forskønnelsen" udgivet af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse hyldede Gl. Carlsbergs snoede skorsten, som blev opført i 1900. "Det er i sandhed et digt af en skorsten," lød karakteristikken. 

Se alle