Lidt større drømme
19/05-09 Af Frederik BjørndalI Carlsbergs gamle tappehal, Ny Tap, er der igen ved at komme liv i bygningen. Vi tog op på 7. sal for at møde en af de allerførste, der har slået kreativ rod på Carlsberg, kunstneren Mie Olise Kjærgaard. Det blev til en snak om melankolske barndomserindringer, tunge lærreder – og ikke mindst fredagsbar.
Ny Tap er en bygning som mange vil kunne nikke genkendende til, da det er det Carlsberg-byggeri, som togene passerer på deres hastige vej til og fra København. I de store haller er mange års flaskeklirren nu blevet afløst af stilhed.
Væk er de store produktionslinier. Tilbage står nøgne, rå industrihaller med højt til loftet. I alt rummer Ny Tap 33.000 kvadratmetre, som Carlsberg Ejendomme vil gøre til Københavns nye kraftcenter for kreative sjæle. Et københavnsk SOHO hvor kreativisterne for en beskeden husleje kan lade tankerne flyde og nye idéer opstå.
Elevatoren går kun til 5.
Elevatoren går kun til 5. Eller det vil sige, at den egentlig fortsætter – men yderligere transportbekvemmelighed fordrer, at man er værkfører med særlig nøgle, og en sådan er Deres udsendte ikke i besiddelse af.
På vej mod trappen går vi tværs igennem et enormt rum, der nøgent står efterladt rippet for tidligere tiders industrielle apparatus. I de åbne småkontorer ud til hallen, hvor der engang har siddet funktionærer, er der nu fyldt med unge og deres bærbare computere. Vi går op af trappen og ind af første dør på venstre hånd. Her venter Mie Olise Kjærgaard i hendes nye atelier.
Og hun har allerede friskbrygget kaffe parat.
Mie Olise Kjærgaard
Mie Olise Kjærgaard er historien om en ung, ambitiøs kvinde, der allerede tidligt var bevidst om, at hun ville være kunstner. Hun regnes for en af de mest talentfulde, danske kunstnere i sin generation. Udlandet har fået øjet på hende med soloudstillinger i USA og England, og til efteråret står hun klar med en separatudstilling på Skive Kunstmuseum.
Mie fortæller om sin tilgang til kunsten. Om hendes måde at male på – om at skrive forskellige menneskers historie – og finde sin inspiration hos blandt andre Aksel Sandemose, der ligesom hun selv kommer fra Mors:
”Min far var meget optaget af ham. Vi havde det her store træskib, Esben Arnakke – søhelten i Sandemoses beretning – som vi sejlede i. Så jeg skriver min historie ovenpå Sandemoses historie, ovenpå min fars historie, ovenpå andres historie," forklarer den unge kunstner, hvis atelier just er malet kridhvidt – og ikke umiddelbart minder om et tidligere værkførerkontor i 70’er stil.
Mens kaffen fortsat damper, forklarer Mie levende videre. Hendes kunst er en melankoli – en erindring omkring det at være barn. Et sammensurium af kommentarer til samfundet; hvordan vi også bruger og smider væk. Og hvordan vi bygger op.
Carlsberg Ejendommes direktør blev kimet ned
Mies veje til atelier på Carlsberg gik over hjemmeside, talrige mails og telefonopringninger. Hun blev ved – for hun manglede akut nye rammer til sit maleri. Efter en dag med otte beskeder var der pludselig bid:

”Jeg skulle bare have et atelier. Indenfor ti dage fik jeg nemlig de her kæmpe lærreder, som det i øvrigt tog mig tre timer at bære op, selvom der er en kæmpe vareelevator. Så jeg kom herop og så kun det her rum. Jeg spurgte, om der var noget større. Det var der ikke – og så slog jeg til med det samme,” fortæller Mie glad. Selv lyset er perfekt – vinduerne vender nemlig mod nord, så det direkte, og for en maler irriterende, sollys undgås. Og som Mie fortæller, er der mulighed for at snuppe solen oppe på taget af den gamle tappehal.
Ny Tap har fået installeret trådløst net, så nu er det også muligt for de kreative sjæle at klare det mere kontoragtige. Folk er stadig ved at flytte ind, men efterhånden er der kommet navneskilte på alle dørene. På 7. sal er lokalerne besat.
Mie beretter mindre henrykt om den kolde vinter. Om at stå mutters alene uden lys på gangene. Og om én stikkontakt der virkede – og så, ikke mindst, den ventende fredagsbar:
Fredagsbar i tappehallen
”Jeg glæder mig sindssygt til den her sommer, hvor vi skal have fredagsbar sammen. Vi skal hygge os. Det der med, at man lige pludselig står og har muligheden for nærmest i ét hus – på trods af vore ensomme karrierer – at holde fredagsbar og gå i kantinen sammen. Det betyder, at man slet ikke har den der ensomhed omkring sit arbejde, som man tidligere har haft. Det er nok noget af det mest fantastiske – at man kan få et kæmpe rum, som du kan betale dig fra – og så det andet også. Det er jo alt det, som man aldrig har haft før – på én gang,” fortæller Mie Olise Kjærgaard.
Lidt lavere udgifter – og lidt større drømme
Carlsberg Ejendommes idé med Ny Tap er at sikre et sted, hvor der, for en længere periode, kan etableres et fællesskab af kreative mennesker. Billig husleje giver mulighed for at eksperimentere. En idé som Mie Olise bifalder.
”Det er det her porøse – de tomme steder i byen. Tomme steder som der jo ikke er så mange af i København, men som der er mange af i alle andre storbyer. Berlin, London – her kan du altid finde billige, forladte steder, som du kan indtage. Her har København været så velordnet og så fin. Man har jo næsten ikke turdet at tro, at det kunne ske – at der ville komme et sted i byen, hvor der var nogle huller.” 
Inden vi forlader Mie, har hun lige en kommentar til de fremtidige planer for området. Som arkitektuddannet kunstner følger hun nemlig spændt med fra sidelinien. Og ser forventningsfuldt frem til de første byggerier:
”Herude er der en måde at bygge på, som skaber nærvær og uforudsigelighed. Hvor man kan gå på opdagelse. Modsat de mange, meget velplanlagte steder med stramme akser. Det er jo der, hvor det går galt for mange byudviklingsprojekter, for så lige pludselig er sjælen tabt. Så er det, at man skal i gang med at reparere.
Herude får man sindssygt meget forærende; de små haver, det kuperede terræn, karnapperne. Der er jo bare så meget i forvejen. Og det gør også, at folk kan gå lidt rundt og kigge – for der er lidt rod i stilarterne. Man har gjort det bedste, man kunne, lige på det tidspunkt hvor der skulle bygges. I stedet for at der bare er totalt orden i det – ”du parkerer her, og så går du herhen” osv. Det er jo det snørklede og det kantede – det er jo det, der gør det her sted til noget særligt. Til noget charmerede.”
Nyheder
08/03-10 Carlsberg nomineret som Årets Plan
Politikens iByen-Prisen uddeles hvert år for at fejre "Københavns fine folk, særlige steder og originale ideer". Carlsberg er i år nomineret i kategorien Årets Plan.
08/03-10 Kbh. Kunsthal på Carlsberg
Lejerne i det tidligere portvagthus, Pasteursvej 1, på Carlsberg har netop opstillet en stor glasmontre foran huset. Her kommer forbipasserende til at møde skiftende udstillinger af kunst, arkitektur og design.
04/03-10 Carlsberg Byen på etiketten af Vintage 3
Nu lanceres den tredje variant af verdens mest eksklusive øl, Vintage 3. På øllens etiketter fabulerer kunstner-trioen, Radiant Copenhagen, over, hvordan Carlsberg Byen kunne komme til at se ud i en fjern fremtid.
Quick links
OPSLAGSTAVLEN
Referat fra Dialogmøde 7, afholdt den 10. november 2009, er lagt på hjemmesiden den 17. november 2009.
Læs referatet her
Visualiseringer
Visualiseringerne for Carlsberg-byen under punktet "Galleri" er opdateret den 17. november 2009.
Link til visualiseringer
Lokalplan:
Lokalplan 432 for Carlsberg
Vidste du...
- at Studentersamfundets hus i København under krigen blev besat af tyskerne. Da Carl Jacobsen havde været med til at bygge dette hus, var det naturligt for Carlsberg at tilbyde studenterne Carlsberg Museum som samlingssted under krigen.
- at Cirkus Schumann i mange år lod deres elefanter komme forbi og hilse på de fire elefanter i Carlsbergs berømte Elefantport på Ny Carlsberg Vej.

