Ny arrangements- og kulturhal åbnet

31/08-09 Af Anne Lønstrup

Konferencer, udstillinger, koncerter og kulturoplevelser for op til 6.000 personer ad gangen har fået en helt ny ramme i en gammel tappehal på Carlsberg.

Den officielle åbning af Tap 1 sker i løbet af september, men allerede i fredags fik hallen sin smug-debut som nyt koncert- og kultursted på Carlsberg. Stedet vil kunne rumme 6.000 stående gæster og 4.500 siddende i den 100 meter lange tappehal.

Laust Christian Poulsen, der er direktør i Tap 1, satser på et bredspektret udbud af erhvervs- og kulturbegivenheder fra konferencer og udstillinger til koncerter og loppemarkeder. Blandt andet har han indledt et samarbejde med et af Danmarks førende spillesteder, Vega, om at huse de store rytmiske koncerter, som Vega ikke selv har kvadratmeter nok til.

Balstyrko spillede op

I fredags dukkede København Kommunes kulturborgmester Pia Allerslev op og gav stedet gode ord med på vejen, og samme dag udtalte hun til dagbladet Børsen, at "Ideen om et spillested på Carlsberg er virkelig interessant, og en enestående mulighed for at der kommer til at foregå spændende nye ting for københavnerne." Både hun og næstformand i kultur- og fritidsudvalget, Simon Strange (S) er positive overfor tanken om at støtte et samarbejde mellem Vega og Tap 1 med de 3,5 mio. kr., som de sammen har ansøgt om i offentlig støtte. Dog skal projektet i givet fald medfinansieres af Kulturministeriet.

Også Carlsbergs administrerende direktør, Jørgen Buhl Rasmussen samt et stort antal Carlsberg-ansatte tog del i åbningen af den gamle tappehal, hvor bandet "Balstyrko" fik æren af at blive det første band, der spillede den 4.600 m2 store, tidligere tappehal op.


 


 

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at obelisken på Carlsberg blev brugt som luftfyr. Hvis sigtbarheden var mindre end 100 meter og skyhøjden mindre end 100 meter, havde man en aftale med Kastrup Lufthavn om at tænde obelisken.

- at den store danske eventyrdigter, H. C. Andersen flere gange besøgte Carlsberg. Således noterede digteren i sin dagbog: "Kjørte i Sporvogn til Pile-Aleen og gik da i Dynd og Søle neden om Søndermarken, til Carlsberg hvor jeg var indbudt af Eieren Brygger Jakopsen."

Se alle