Fire første navne på plads

18/09-09 Af Anne Lønstrup


Bryggernes Plads bliver det centrale byrum i hjertet af Carlsberg. Rendering: Utopian City Scapes.

Bryggernes Plads, Ottilia Jacobsens Plads, Bag Elefanterne og Kammas Have. Sådan lyder de fire stednavne, som dommerkomiteen i Carlsbergs navnekonkurrence trak frem fra bunken af ca. 400 forslag indsendt af Politikens læsere.


1. Den største af Carlsbergs pladser skal hedde: Bryggernes Plads – et navn der både relaterer sig til far og søn, J. C. og Carl Jacobsen og til alle de bryggeriarbejdere (bryggere), der gennem tiden har haft deres daglige dont på Carlsberg.



2. Pladsen mellem Bryggernes Plads og Carlsberg Museum skal hedde Ottilia Jacobsens Plads til minde om Carl Jacobsens hustru, Ottilia, som boede og regerede i villaen lige ved siden af pladsen sammen med sin familie. Fra pladsen bliver der via en trappe direkte sammenhæng til haven, der i daglig tale kaldes Carls Have og således bindes mand og kone sammen.




3. Pladsen bagved Elefantporten, der med sin aflange form rækker fra den fredede laboratoriebygning i vest og næsten helt ned til Carlsberg-siloen i øst, skal hedde Bag Elefanterne. Dommerkomiteen begrundede det med, at navnet er urbant, poetisk og stedspecifikt.



4. Haven mellem Bakkehuset og Carlsberg får navnet Kammas Have efter beliggenheden direkte op til Bakkehusmuseet, hvor ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek boede i begyndelsen af 1800-tallet. Historien i naboområdet vil således fortsætte ind på Carlsberg. I tæt forbindelse med haven ligger også gaden, Kammasvej.






Bydelen hedder Carlsberg

Bydelens fremtidige navn er Carlsberg, som er en sammensætning af drengenavnet Carl og bjerg efter placeringen på Valby Bakke. Det var brygger J. C. Jacobsen, der som grundlægger af bryggeriet, valgte ikke at sætte sit lys under en skæppe og følge kong Frederik IV's eksempel. Det nærliggende Frederiksberg Slot, som stod færdigt i 1703 er således en sammensætning af kong Frederiks navn og beliggenheden på "bjerget" eller bakken.

Juryen bestod af overborgmester Ritt Bjerregaard, teknik- og miljøborgmester samt formand for Vejnavnenævnet, Klaus Bondam, formand for Vesterbro Lokaludvalg, Niels Vestergaard, og fra Carlsberg: CEO, Jørgen Buhl Rasmussen, bryggerichef Keld Norup Lauridsen, arkivar Ulla Nymand og direktør Lars Holten.

Vinderne af navnekonkurrencen har fået direkte besked og modtager hver deres velfortjente to kasser med i alt 24 flasker Jacobsen.

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at striden mellem Carl Jacobsen og hans far kulminerede, da sønnen synligt for alle returnerede alt, hvad hans familie gennem årene havde fået af forældrene med forklaringen: "Da min faders færd, som af hans hustru betegnes som uretfærdighed og af dem, der har ham kærest som sindssyg, ikke kan være et eksempel for mine børn, anser jeg det for vigtigt, at de så lidt som muligt mindes om hans eksistens. Jeg sender derfor de genstande tilbage, som særlig må kunne fremkalde dette minde, for så vidt de ikke er fjernede på anden måde."

- at udbringning af øl pr. hestevogn var særdeles praktisk i Københavns indre by, hvor der i første halvdel af 1900-tallet lå langt flere købmænd og værtshuse end der gør i dag. I 1934 havde man 200 heste, i 1955 havde man stadig 102 heste, mens der er i dag kun bor 12 Jyske heste i stalden på Carlsberg.

Se alle