TV Vores By sender landsdækkende tv
04/12-09 Af Anne Lønstrup"I dag er historie i morgen". Sådan lyder det slogan, som TV Vores By udfolder sin virksomhed under. Kanalen har netop opnået landsdækkende sendetilladelse og sender fremover søndag kl. 9.00-9.30 og tirsdag kl. 14.00-14.30.
De 12 sølvglinsende øltanke, der blev løftet i vejret af to kæmpekraner og lagt til rette på store blokvogne for at blive transporteret gennem København og videre pr. båd til Fredericia, var de første levende billeder, TV Vores By optog på Carlsberg.
For produktionsleder Kai Michelsen blev det betagende sceneri samtidig inspiration til at danne en tv-station, som fokuserer på byudvikling.
"Det var, da de store aluminiumstanke på Carlsberg blev løftet op for at blive sendt til det nye bryggeri i Fredericia, det hele begyndte. Inspirationen både til stationens navn, nemlig Vores By, og dens fokus på byudvikling blev grundlagt lige dér," siger Kai Michelsen.

Han har siden hen været til stede med sit tv-kamera ved mange afgørende begivenheder på Carlsberg-grunden: f.eks. da dåsekolonnen lukkede, da Carlsberg og Københavns Kommune arrangerede fælles borgermøde om projektet og da DANSEhallerne i sensommeren trak 5.000 besøgende til sin åbningsfest.
Carlsberg er fast element
Men selv om TV Vores By låner sit navn fra Carlsberg Ejendommes byudviklingsprojekt på Valby Bakke og selv om Kai Michelsen lover, at han hver uge vil sende nyt om byudviklingsprojektet Carlsberg, så producerer han også indslag om andre projekter både her i København og andre steder i landet.
Det er dem, han vil rapportere om via sine nyerhvervede sendetider på landsdækkende kanal hver søndag kl. 9.00 om morgenen og hver tirsdag kl. 14.00.
Programmet kan findes på den samme kanal, hvor man ser TV-Lorrys udsendelser, og efter en del startvanskeligheder i den første måned, er de tekniske udfordringer nu ved at være overvundet.
Quick links
Se alleVidste du...
- at en cirkusløve i 1930erne spankulerede frit rundt på kontorgangen i Carlsbergs Hovedkontor på Vesterfælledvej. Løven havde ry for at være ganske tam og rolig, men kontordamerne var alligevel ikke ganske trygge.
- at Ottilia og Carl Jacobsen hver især havde en yndlingsplante: Hans var humlen, mens Ottilia, der voksede op i Edinburgh som datter af en dansk købmand, foretrak den skotske nationalblomst, tidslen.