Bydelens egen vaskehal
22/12-09 Af Anne LønstrupSå er der også en vaskehal på Carlsberg. Den er ikke forbundet med en tankstation, så den eneste ydelse på stedet er bilvask. Til gengæld ligger priserne ca. 30. pct. under priserne på en tankstation, og så er der ingen kø.
"Vores nye vaskehal kører som selvbetjening via Dankort og har åbent hver dag mellem 7.00-22.00. I kraft af at der er selvbetjening, ligger priserne ca. 30 pct. under tankstationernes priser," fortæller indehaveren af vaskehallen, Johnny Andersen om de fem priskategorier mellem 49 og 99 kr.
Her i begyndelsen er det en udfordring i sig selv, at få gjort bilisterne opmærksomme på, at der er åbnet en vaskehal inde på det område, som hidtil har været lukket for offentligheden.
"Problemet er, at det har været Carlsbergs lukkede land i mange år, og vi skal lige have lært folk, at de altså nu har en mulighed for at få vasket deres bil ganske billigt på Carlsberg," siger Johnny Andersen, som netop har været ude at dele flyveblade ud i nærområdet for at reklamere for den nye vaskehal, der skal have besøg af ti biler dagligt for at projektet skal kunne løbe rundt.
Vaskehallen ligger på Carlsberg med indkørsel på Vesterfælledvej 58 og fra Ny Carlsberg Vej 68.

Quick links
Se alleVidste du...
- at da Carlsberg i 1927-28 fik en 19 meter høj obelisk i rød neon, var det datidens største danske installation af neonrør. Obelisken - der i folkemunde gik under navnet "Bryggerens røde næse" - stod på taget af kraftcentralen.
- at Hammershus og Den Røde Plads er to af de tilnavne, som folkeviddet på Carlsberg kom op med til henholdsvis Ny Carlsberg kedelhus og pladsen foran de store tanke, som lå ca. midt på området, men som nu er flyttet til bryggeriet i Fredericia.