Kbh. Kunsthal på Carlsberg

08/03-10 Af Anne Lønstrup

Lejerne i det tidligere portvagthus, Pasteursvej 1, på Carlsberg har netop opstillet en stor glasmontre foran huset. Her kommer forbipasserende til at møde skiftende udstillinger af kunst, arkitektur og design.


Udstillingsmontren hedder Kbh. Kunsthal og opstod i 2005 efter idé af kunsthistoriker Jacob Fabricius, der i dag er direktør på Malmø Kunsthal. Dengang stod en hel flok montrer foran SAS Royal Hotel i København, og omtrent hver måned fik en ny dansk eller udenlandsk kunstner mulighed for at fylde montrene med netop hans eller hendes personlige udtryk.

Da de omkringliggende butikker i 2006 ikke længere ønskede at bevare montrerne, blev de doneret til Krabbesholm Højskole ved Skive, hvor projektet i de mellemliggende år har været videreført. Og hermed er linket til tegnestuen på Pasteursvej 1 etableret, for Krabbesholm Højskole er samarbejdspartner og medlejer af Portvagthuset, og den ene af de tre lejere, Carsten Johansen, underviser på højskolen.

Gæstebord med egen udstillingsmontre

Morgan Jacobsen, Carsten Johansen, Victor Stilling driver egentlig en arkitekttegnestue fra deres adresse i det tidligere portvagthus på Carlsberg, men de begrænser sig ikke til at tegne huse. Alt under overskriften "Kunst, arkitektur og design" har deres interesse.

"Vi har et gæstebord på tegnestuen, som vi vil invitere skiftende kunstnere, arkitekter, designere eller forfattere til benytte en måned ad gangen. Når så opholdet slutter, er det oplagt at tilbyde dem en afsluttende udstilling i montren. Det kunne også være andre lejere på Carlsberg, os selv eller eleverne på Krabbesholm, der brugte montren som udstillingsvindue alt afhængig af interessen. Det væsentlige er, at udstillingerne tager udgangspunkt i kunst, arkitektur og design," siger Carsten Johansen og tilføjer, at åbningsudstillingen meget vel kan tænkes at få et racerløbs-motiv, nu da der i begyndelsen af april skal være Racing Festival på Carlsberg.

 
Kbh. Kunsthal under en tidligere udstilling på Charlottenborg.

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at den indiske hanelefant, Tulle, i 1970 stod opstaldet på Carlsberg i to måneder, fordi Elefanthuset i Zoologisk Have var under reparation. Tulle fik hver dag ledsaget udgang og vandrede gennem Søndermarken på besøg i Zoologisk Have.

- at hele Carlsberg er forbundet med i alt syv kilometer underjordiske gange. Den bredeste gang blev etableret kort efter sammenlægningen af Gamle Carlsberg og Ny Carlsberg i 1906. Den bar navnet "Dødens gang", fordi der i årene efter sammenlægningen skulle have foregået en serie drabelige slagsmål mellem ansatte fra de to nyligt fusionerede bryggerier.

Se alle