Byliv nu!

22/03-10 Af Anne Lønstrup

Hængekøjer, transportable tribuner, pæleskov, projektioner på vægfladerne, gynger, bymøbler og gulvtæpper: Tre grupper af arkitekter, kunstnere og bevægelsesspecialister arbejder i disse uger intenst på at byde ind med gode ideer på, hvordan der skabes byliv og aktivitet på Carlsberg.

Fredag mødtes de tre design-teams, og forslagene var mangfoldige som selve visionen for den kommende by. Der blev jongleret med ord som ”rumlige elementer, lyssætning, facade-projektioner, fortætning, programmerbart rum, begrønning, interaktive aktiviteter, kolonisering af Carlsberg, apterbare facader, terrænspring og zoneinddelinger” - for blot at nævne en håndfuld af de mange begreber og forestillinger, der blev bragt i spil for at beskrive livet på det nye Carlsberg.

Bag indsatsen for at gøde bylivet på den gamle bryggerigrund står Realdania, Lokale- og Anlægsfonden, Københavns Kommune og Carlsberg selv. De tre arbejdsgrupper har deadline den 7. april, hvor de skal fremlægge deres forslag. Derefter er det op til fondene, kommunen og Carlsberg at tage beslutning om, hvilke af ideerne der skal realiseres.

Opgaven består i at revitalisere tre definerede byrum (i alt ca. 25.000 kvadratmeter) på Carlsberg og trække mennesker, liv og bevægelse ind i byens rum. Efter planen skal de første synlige resultater kunne ses og opleves først på sommeren.

De tre design-teams er Keninicke & Overgaard og UIWE, Superflex og Polyform, Primus Arkitekter og Streetmovement.

Læs bloggen, hvor de tre grupper, der skal komme med forslag til udviklingen af bylivet på Carlsberg, deler erfaringer og inspiration:

http://bylivpaacarlsberg.blogspot.com/

Til højre: En god illustration af, hvordan byliv IKKE får mulighed for at opstå..

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at kvinder i større antal først vandt indpas på bryggeriet, da de fik job i tapperiet. På Carlsberg skete det med opførelsen af Gammel Tap i 1903-05.

- at de fire elefanter i Elefantporten på Ny Carlsberg Vej symboliserer Ottilia og Carl Jacobsens fire overlevende børn: Theodora, Vagn, Helge og Paula.

Se alle