Ud i Carlsbergs gader
14/04-10 Af Anne LønstrupLokale- og Anlægsfonden støtter det nye byliv i Carlsberg med 3 mio. kr. Støtten går til midlertidige faciliteter i et projekt, der skriver historie indenfor dansk byudvikling.
Den unikke gamle bryggergrund i Valby i København skal aktiveres, mens udviklingen af bydelen stadig er i gang. Der er ingen grund til at vente med at skabe liv i området, til bygningsarbejdet er overstået, når københavnerne følger den nye bydel med stor interesse, skriver Lokale- og Anlægsfonden i en pressemeddelelse i dag.
Lokale- og Anlægsfonden har derfor valgt Carlsberg til det første sted, hvor ambitionerne om at skabe midlertidige og mobile faciliteter midt i storbyen afprøves i stor skala. Fonden har i længere tid arbejdet på at finde løsninger, der kan tiltrække gadeliv til bydele under udvikling. På den måde står de store byområder ikke tomme under opførelsen, men kan udnyttes til idræt, kultur og gadeliv.
Dans, streetbasket og tilskuermuligheder
På Carlsberg vil de midlertidige projekter tage udgangspunkt i de eksisterende asfaltflader, der vil blive forsøgt farvelagt og opstreget. Nye materialer som sportsbelægninger vil også blive forsøgt integreret. Facader og bygningselementer kan tages i brug til f.eks. parkour og filmforevisninger. Der arbejdes på at udvikle store ”bymøbler” til at adskille og markere de tre forskellige zoner i projektet.
Der er mulighed for at gøre en eksisterende overdækket zone til Carlsbergs midlertidige markedsplads, som også vil kunne bruges til kulturevents og optræden. Opholds- og cafézonen får fokus på leg, teater, bløde bevægelsesformer som f.eks. dans – og selvfølgelig caféliv og afslappende ophold i det nye bymiljø. En aktivitetszone byder bl.a. på boldspil. Aktivitetszonen bliver omkranset af siddemuligheder, der vil medvirke til at skabe ekstra stemning omkring de fysiske udfoldelser.
Vinderne kåres i næste uge
Den endelige udformning af projektet og det – eller de – vindende team, som skal stå for realiseringen, vil blive offentliggjort i næste uge. Det vil i alt koste 7 mio. kr. at opføre de midlertidige faciliteter på Carlsberg, som vil blive stående i mindst 5 år. Derefter kan de flyttes eller delvis flyttes og bruges på andre byområder, der har behov for at skabe eller fastholde et aktivt byliv allerede under udviklingsfasen. Carlsberg Ejendomme har forpligtet sig til driften af faciliteterne i mindst fem år.
Udover tilskuddet fra Lokale- og Anlægsfonden til udviklingen af de midlertidige faciliteter på Carlsberg støtter også Københavns Kommune med en mio. kr. og Realdania med tre mio. kr. Lars Holten, direktør i Carlsberg Ejendomme, siger om projektet:
Byliv fra dag ét.
”Overgangen fra at være et lukket industriområde til en ny åben bydel er en helt afgørende fase i Carlsberg-projektet. Vi får nu takket være samarbejdet med Lokale- og Anlægsfonden, Realdania og Københavns Kommune mulighed for at aktivere området på en helt ny måde og lade bylivet vokse sig ind i det tidligere industriområde allerede fra dag ét.”
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden siger:
”Med dette projekt bliver der skrevet historie inden for byudvikling. Carlsberg vil give de besøgende i bydelen mulighed for at erobre gader og pladser og skabe et spændende liv i dem. Det er et projekt, der vil vække stor interesse og inspiration i andre byer og bydele, der står foran en lang udviklingsperiode, hvor bydele let vil komme til at ligge øde hen uden dagligliv i mange år frem. Det kan undgås ved at etablere midlertidige faciliteter, som det bliver gjort i dette projekt.”
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129 6856
Lars Holten, direktør, Carlsberg Ejendomme, 4050 6274
Quick links
Se alleVidste du...
- at den store danske eventyrdigter, H. C. Andersen flere gange besøgte Carlsberg. Således noterede digteren i sin dagbog: "Kjørte i Sporvogn til Pile-Aleen og gik da i Dynd og Søle neden om Søndermarken, til Carlsberg hvor jeg var indbudt af Eieren Brygger Jakopsen."
- at Carlsberg i 1920erne og 1930erne havde en politibetjent ansat som nattevagt på området. Han var lønnet af bryggeriet, men bar ordensmagtens officielle uniform.