Dans i bryggerens have
29/04-10 Af Anne LønstrupNår danserne og musikerne fra Superhands på fredag kl. 12.00 går på scenen i Akademiets Have på Carlsberg, markerer det en af de første gange, hvor offentligheden har adgang til en forestilling i den gamle bryggers have. Den unikke have blev anlagt i 1849, og var lukket for offentligheden helt frem til sidste forår.
For danseren Stina Nilsson bliver hendes optræden i J. C. Jacobsens gamle have på Carlsberg også første gang, hun kommer i haven, og hun glæder sig.
”I en have og under den åbne himmel er der meget mere rummelighed end i et rum med en scene og med vægge og loft. Det indgår i vores koncept, at vi bliver inspireret til at danse ud fra det, der sker her og nu. Og det er det, som er grunden til, at vi arbejder med improvisation; at bruge det spontane, det som kommer først og på den måde bevare nærværet og kontakten til stedet, publikum og hinanden,” forklarer Stina Nilsson om fremgangsmåden for Superhands improviserede forestillinger.
Superhands består af tre dansere og seks musikere. Danserne har mødtes på Skolen for Moderne Dans her i København, mens musikerne er fra dels det rytmiske og det klassiske musikkonservatorium.

Dans, performance og workshops
Dansens Dag er siden 1982 blevet fejret den 29. april over hele verden. I år bliver den i Danmark til Dansens Dage, da den fejres over hele tre dage. Således er der i dag bl.a. fællesdans af 150 skolebørn på gaden foran DANSEhallerne på Carlsberg og åbningsfest for op mod 1000 gæster i aften i DANSEhallernes foyer.

Den 30. april er der dans og workshops på scenen under åben himmel i Akademiets Have mellem kl. 12.00 og 16.00, og om aftenen kan man opleve internationalt gæstespil med Akram Khan i DANSEhallerne. Også den 1. maj er der forskellige workshops og optrædener samt danseforestilling med Akram Khan.
Læs mere på:
http://www.myspace.com/superhandsdanceband
www.dansenshus.dk
www.dansensdage.dk
www.dansehallerne.dk
Quick links
Se alleVidste du...
- at Carlsberg efter udflytningen til Valby i 1847 holdt fast i den oprindelige adresse i Brolæggerstræde. Her var hovedkassen og ordrekontoret.
- at Carlsberg gennem årene har haft mange berømtheder på besøg. Heriblandt den første mand i rummet, kosmonauten Jurij Gagarin, komikerne Danny Kaye og Victor Borge, Gøg og Gokke, prinsen af Wales og den engelske dronning Elisabeth.