Racingvideo - con amore

05/05-10 Af Anne Lønstrup

Mik Peter Rasmussens video ”Vroomm” fanger på eminent vis lyden og stemningen fra Biler og Racing på Carlsberg. Læs her, hvorfor den blev til.

Det var søndag, og Mik Peter Rasmussen var på Carlsberg sammen med sin forlovede, datteren og sin far for at opleve Biler og Racing. Der gik fem minutter. Så indså han, at han ikke kunne stå som en passiv tilskuer til arrangementet og hentede i en fart sine kameraer.

”Jeg fik lyst til at dokumentere det liv og den aktivitet, der fyldte Carlsberg i forbindelse med International Racing Festival. Derfor så familien desværre ikke mere til mig på den tur!”

Har atelier på Carlsberg
Da det søndag aften blev offentliggjort, at Biler og Racing havde indkørt et beløb på over to millioner kroner til Dansk Røde Kors, gik Mik Peter Rasmussen i gang med at klippe sin film. Han ved af erfaring, at det er både hårdt og svært at lave velgørenhedsarbejde, for i tre år har han været medarrangør af med Danish Charity Invitational til fordel for kræftsyge børn.

Med sine filmoptagelser ønskede han at hylde et flot arrangement til fordel for Dansk Røde Kors. For ham var det en positiv oplevelse at opleve Racing Festival på Carlsberg, hvor han i sin tegnestue og atelier "LARSEN ET RASMUSSEN" på syvende sal i Ny Tap skaber den kunst, som han i dag har gjort til sin levevej.

Emmer af kultur og sjæl
”Vi, der arbejder herude til daglig, synes, at det er dejligt at se, når der er aktivitet på Carlsberg. Stedet har et enormt og endnu uforløst potentiale. Det emmer af kultur og sjæl, men vi mangler flere mennesker, aktiviteter, liv og leben. Med den her begivenhed har Carlsberg været flot engageret i et både underholdende og værdigt formål," siger Mik Peter Rasmussen. 

Carlsberg har efter hans mening et miljø og en charme, som andre byudviklingsområder må kigge langt efter:

”For mig er det vigtigste, at Carlsberg holder fast i, hvor fantastisk det gamle Carlsberg er. Her er jo kunst overalt, guldkapsler, buster og skulpturer på de skønne bygninger. Den tid, hvor så meget generøst, pompøst og ekstravagant overskud blev skabt og vist frem, kommer aldrig tilbage. Med undtagelse af bidrag fra mæcener som Hr. Møller, som har bidraget generøst til Københavns kulturelle arkitektur på internationalt niveau. Derfor siger jeg: Bevar det, men lad det leve! Og hold fokus på billige boliger, så der bliver plads til, at også almindelige mennesker kan blive boende i byen.” 

Klik på billedet for at se Miks flotte video:


 

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at branden på bryggeriet i 1867 fik J. C. Jacobsen til at donere Københavns Brandvæsen dets første dampbrandsprøjte. Han udbyggede også brandberedskabet på Carlsberg og investerede i egne stigevogne, brandsprøjter o.s.v.

- at mens Carl Jacobsen holdt af latinske mottoer og brugte dem flittigt, holdt hans far sig til de gode danske ord "Arbejde og Nøjsomhed". De stod på fyrtårnet, der blev opført i 1883, mens far og søns uvenskab var på sit højeste.

Se alle