Carlsbergs lejemål revet væk
12/05-10 Af Anne LønstrupSiden Carlsberg Ejendomme begyndte at udleje ved nytår 2009, har der været daglige henvendelser til ejendomschef Lars Wilsdahl fra interesserede lejere. Alt er nu udlejet.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Ejendomsmæglernes udødelige slogan fornægter sig ikke, når det gælder udlejning af eksisterende lejemål på Carlsberg. Ejendomschef Lars Wilsdahl begyndte udlejningen ved nytårstid 2009, og har i dag lejet alt ud.
"Når man åbner et attraktivt område som Carlsberg med en så central beliggenhed, fredet arkitektur i særklasse og billige kvadratmeter til udlejning, så er der run på udlejningen til folk, som gerne vil være en del af den spændende udvikling," siger ejendomschef Lars Wilsdahl.
Han har nu lejet i alt 56.000 kvadratmeter til eksterne lejere. Tilbage er kun et par reserverede lejemål, og ejendomschefen forventer ikke, at det bliver muligt at udleje flere af de tomme kvadratmeter, som står tilbage efter at hovedparten af ølproduktionen i slutningen af 2008 flyttede til Fredericia.
Kreative profiler
Lejemålene ligger spredt ud over en stor del af det 33 hektar store område og omfatter bl.a. gallerier, café, dansehallerne med indtil flere danseinstitutioner, gokartbane, billedkunstnere, arkitekttegnestuer samt eventstedet Tap 1, der bl.a. arrangerer konferencer, udstillinger og koncerter. De fleste af Carlsbergs lejere har lejet sig ind for fem år.
Carlsberg selv benytter stadig 100.000 kvadratmeter til bl.a. forskningscenter, hovedkontor, besøgscenter, it-afdeling og Carlsberg Danmark. I alt arbejder ca. 800 carlsbergansatte på området, der støder op til bydelene Vesterbro, Frederiksberg og Valby.

Quick links
Se alleVidste du...
- at H.C. Andersen var en kær gæst på Gamle Carlsberg og i sin dagbog skrev: "Gjennem Fabrikken naaede jeg Jakopsens Bopæl; det var som et rigt landsted i Udlandet; en storartet Terrasse ud til Haven; Agaverne vare borte men jeg forstod hvor smukt Alt her maatte være om Sommeren. Jakopsen bad mig føre hans Kone til Bords; hvor smagfund var Spisestuen, med Thorvaldsens Basrelief i Marmor, een af hans Statuer ved Bissen, Maskineri til at løfte Maden. Gas i blussene og Voxlys i Lysekronerne."
- at ungkarle ansat på Carlsberg indtil langt op i 1960erne kunne få billigt logi på deres arbejdsplads. Traditionen rækker tilbage til dengang, bryggerne levede. De, der boede på området, fungerede samtidig som brandvagter.