Cph. Talks: den berigende samtale

09/09-10 Af Anne Lønstrup

Tænk hvis en hel by kunne tale sammen på samme tid. Ikke kun dem, der har råd til at hyre en konsulent, men også alle dem, der sad på cafeerne, løb langs Søerne og kørte i busserne..

Jens Kristian Pedersen lærte sig for flere år siden en samtaleteknik, der går under navnet ”Den anerkendende metode”.  Han praktiserede den samtaleform med stort held såvel på arbejde som i privatlivet, og han oplevede, at den kunne være med til at opløse konflikter og skabe forandring for mennesker. Med jævne mellemrum fabulerede han om, hvad der mon ville ske, hvis den anerkendende metode bredte sig til mange mennesker. Ja, til hele byer..
                             En dag stillede hans kæreste det forløsende spørgsmål: ”Hvad ville der ske, hvis du bare gjorde det?” Og Jens Kristian Pedersen svarede: ”Du har ret. I dag den 23. september om præcis et år, går vi i gang.”

Bred frivillig støtte

Cph. Talks – som løber af stablen i København d. 23.-25. september – er en samtalefestival, der indtil videre består af 25 talks. Samtalerne styres af en eller to talkpilots, og de kan variere fra en samtale mellem én person og en talkpilot til et arrangement for 200 publikummer, som introduceres til den anerkendende metode.
                             Siden Jens Kristian Pedersen besluttede sig for at løfte sin begejstring for denne samtaleform ud af sin egen verden og introducere den for rigtig mange mennesker, har 30 frivillige sluttet sig til projektet.
                             Nu arbejder de for at føre ideen videre til byer i udlandet, for han er fast overbevist om, at menneskers vaner kan omdannes, sådan at vi genfinder magien i at mødes i en samtale, der forløser frem for at cementere vores uenigheder.

Introduktion til et redskab

På Carlsberg vil der blive holdt hele 12 talks i op til flere forskellige bygninger og i J. C. Jacobsens Have. Udover Carlsberg har firmaer som Arriva valgt at støtte ideen ved at stille linie 3A og et stort antal chauffører til rådighed for en række talks, der foregår i busserne. Ligesom bl.a. Dansk Byggeri, Vola og flere cafeer i København lægger lokaler til.

”Alle skal kunne være med, og fra vores side har vi kun det ene mål at fortælle om den anerkendende metode. Vi bilder os ikke ind, at vi har løsningen på folks problemer. Den anerkendende metode er alene redskabet, som vi vil introducere folk til,” siger Jens Kristian Pedersen.

Cph. Talks lægger ud med en samtale i tårnet på Københavns Rådhus. Det er integrationskonsulent Manu Sareen, som har fået politibetjente og unge fra den hårde kerne på Nørrebro til at mødes til en snak, hvor en talk pilot guider dem igennem den anerkendende samtale.

 Læs mere på www.cphtalks.dk

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at 300 frihedskæmpere i befrielsesdagene og helt frem til 18. juli boede på Carlsberg, hvor der også blev lavet mad til dem. Frihedskæmperne var udkommanderet til bevogtningsopgaver, arrestationer af hippoer og stikkere. Dels lå Carlsberg centralt i København, dels var de store lagerlokaler lette at lave om til forlægninger.

- at fyrtårnet blev opført i 1883, da konfliktsituationen mellem J. C. Jacobsen og sønnen Carl Jacobsen var på sit højeste. Det var bygget i kridhvide Faxe Kalksten, selv om den gamle brygger snildt havde råd til bedre og dyrere materialer. Brugen af indenrigsmateriale signalerede imidlertid den store patriots støtte til Danmark efter nederlaget i 1864.

Se alle