International kunsthal på Carlsberg

30/09-10 Af

Partierne bag budgetforliget 2011 i Københavns Kommune har besluttet at støtte et storstilet projekt for en ny kunsthal for dansk og international samtidskunst. Kunsthallen skal ligge på Carlsberg og forventes færdig i slutningen af 2013.

Gallerist Nicolai Wallner og NN har gennem flere år arbejdet for at realisere en ambitiøs plan om at opføre en kunsthal for samtidskunst tegnet af en arkitekt i verdensklasse på Carlsberg. Med de københavnske politikeres beslutning om at yde projektet driftsstøtte, er projektet nu et stort skridt nærmere at blive realiseret.

Guldalder for dansk samtidskunst

Ifølge initiativtagerne Wallner og NN oplever dansk samtidskunst i disse år en ny guldalder. Den internationale kunsthal er et svar på den opmærksomhed, som dansk samtidskunst får internationalt. Ambitionen er at ”sætte en ny standard for formidling og synlighed” og at skabe en københavnsk udgave af Tate Modern til glæde for København selv og for et kunstpublikum fra hele verden.

Arkitektur i verdensklasse

For at løfte ambitionen om at skabe tidssvarende udstillingsfaciliteter vil der blive udskrevet en arkitektkonkurrence med deltagelse af 3-5 internationalt anerkendte tegnestuer. Foreløbigt har den prisvindende japanske tegnestue SANAA sagt ja til at deltage i konkurrencen. Det er noget af et scoop og en stor anerkendelse af projektets potentiale og internationale ambitioner. SANAA har for nyligt færdiggjort The New Museum i NY (se vedhæftede) og har desuden vundet konkurrencen om at tegne det nye Louvre.

Bred politisk opbakning

Kulturordføreren for det største forligsparti, Simon Strange (S), der har støttet projektet hele vejen, udtaler:
“Kunsthallen vil blive det synlige tegn på den rivende udvikling, det høje ambitionsniveau og internationale udsyn som samtidskunsten har i København. "

Foruden forligspartierne er der en bred forankring af projektet. Det er således et samlet kulturudvalg, der bakker op om projektet.

Ny Liga

"Det er vigtigt, at vi tænker internationalt, hvis København skal skille sig ud som tidssvarende kulturmetropol. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu har taget det første skridt mod realiseringen af en ny kunsthal i byen. Jeg er sikker på, at den vil bidrage til at få den københavnske kunstscene op i en helt ny liga," siger Pia Allerslev (V), kultur- og fritidsborgmester i København.

Lars Holten, direktør for Carlsberg Ejendomme, udtaler: ”Kunst er historisk et meget stærkt element i bydelen Carlsbergs historie, og vi ønsker også kunst skal kendetegne området for fremtiden. En kunsthal på Carlsberg, vil ikke kun glæde området og Vesterbros beboere, men forhåbentligt blive et fyrtårn der tiltrækker opmærksomhed til hele København fra verden omkring os”.

Kunsthallen forventes at være færdigbygget ultimo 2013.

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at J. C. Jacobsen så sig selv som læremester for bryggerstanden i Danmark, og at han gladeligt delte ud af sin viden til konkurrenter. En milepæl i ølproduktionens historie var, da professor Emil Chr. Hansen på Carlsberg i 1883 udviklede en metode til rendyrkning af ølgær. Efterfølgende er metoden stillet til rådighed for bryggerier verden over.

- at Carl Jacobsen er ophavsmand til turistsloganet "Byen med de skønne tårne", som han gav byen i 1910. Således gengiver historikeren Johannes Steenstrup i bogen "Carl Jacobsens liv og gerning" følgende citat af bryggeren: "Jeg kan og vil virkelig hævde min Forfatterret overfor dette Slagord, som jeg har givet byen."

Se alle