Fjernvarme mere bæredygtigt end solceller

08/11-10 Af Anne Lønstrup. Visualisering: Utopian City Scape

Carlsbergs nye bydel i det centrale København vil blive mest bæredygtig, hvis den tilsluttes byens eksisterende fjernvarme. Det konkluderer Rambøll i en rapport om den 33 hektar store bydels energi-infrastruktur.

Siden planerne om udviklingen af en ny bydel på Carlsberg blev formuleret første gang, har bæredygtighed været en helt central målsætning. Men hvor ambitionerne dengang gik i retning af lokalt produceret energi såsom solceller, vindmøller og solfangere, flytter en rapport fra Rambøll nu effektivt Carlsbergs fokus til fjernvarme.

Rapporten viser, at bydelen ville udlede cirka 1.500 ton mere CO2, og at de samfundsøkonomiske ekstraomkostninger, som også tager C02-prisen med, ville blive 76 mio. kr. større, hvis området skal forsynes med varme fra individuelle varmepumper i stedet for fjernvarme.

Fjernvarme mest bæredygtigt

Konsekvensen ville være øgede omkostninger for bydelens egne kommende beboere, men også for Københavns fjernvarmekunder, idet de i givet fald ville miste en stor kunde at dele omkostningerne til fjernvarme med.

"Som udgangspunkt så vi Carlsberg som en ø i København, der fint kunne producere sin egen energi og samtidig være bæredygtig. Med denne rapport får vi imidlertid dokumentation for, at det mest bæredygtige er at tilslutte sig den allerede eksisterende fjernvarme," siger direktør i Carlsberg Ejendomme, Lars Holten.

Rambøll-rapporten viser samtidig, at de samfundsøkonomiske omkostninger kun ville stige yderligere, hvis også elektriciteten til Carlsberg-bydelen blev produceret via individuelle løsninger på Carlsberg.

Stadig et antal solceller

Hvad angår isolering af husene ud over dagens standard – som også har været nævnt som en mulighed i Carlsberg-bydelen – er facit det samme: Det betaler sig ifølge Rambøll ikke at isolere ekstra. Carlsberg arbejder nu på at finde den billigste måde at overholde 2015-kravene til opvarmning af huse, herunder at projektere husene med opvarmet kælder.

Når Carlsberg nu vender sig mod fjernvarme i steder for solceller, skyldes det ikke en generel modstand mod decentrale løsninger, og der vil stadig blive tale om en mindre andel af solceller på taget af de første byggerier.

























Pladsen "Bag Elefanterne" visualiseret af Utopian City Scape for Carlsberg Ejendomme.

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at udbygningen af Ny Tap ind mod æresboligens have uofficielt kaldes for "Abegrotten", officielt for "De hængende haver". Udformningen skulle sikre dagslys i bygningen, uden at arbejderne kunne se direkte ned i haven.

- at branden på bryggeriet i 1867 fik J. C. Jacobsen til at donere Københavns Brandvæsen dets første dampbrandsprøjte. Han udbyggede også brandberedskabet på Carlsberg og investerede i egne stigevogne, brandsprøjter o.s.v.

Se alle