Thorvald Bindesbølls Plads

18. december 2012
Thorvald Bindesbølls Plads ligger på Carlsberg. Det har Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune lige vedtaget. Pladsen ligger foran det gamle Halmlager i den ende af Carlsberg-grunden, der vender ud mod Rahbeks Allé på Frederiksberg.
300 kroner! Sådan lød det honorar, som den store danske arkitekt og kunsthåndværker, Thorvald Bindesbøll, i 1904 fik for at tegne Carlsbergs verdensberømte logo. Oprindeligt skulle det kun bruges på etiketten til Carlsberg Pilsner, Hof, men logoet pryder stadig Carlsberg Pilsner, og det gør sit arbejde som logo for en global dansk virksomhed, der nu sælges i 150 markeder.

Når Thorvald Bindesbøll nu får opkaldt en ny plads på Carlsberg efter sig, har han altså i den grad gjort sig fortjent til det! Det synes Københavns Kommune også. Sådan begrunder Teknik- og Miljøudvalget valget af Thorvald Bindesbølls navn:   ”Navnet har reference til den tidligere ølproduktion, da Thorvald Bindesbøll har tegnet etiketten til Carlsbergs Pilsner, Hof, fra 1904. Desuden ønsker man at hædre Thorvald Bindesbøll.”

Havde flere opgaver for Carlsberg 
Det grønne logo er ifølge Carlsbergs arkivar UIla Nymand den sidste, men ikke den eneste opgave Thorvald Bindesbøll løste for Carlsberg. Han tegnede fire andre øl-etiketter og en øl-brik i porcelæn. Ligesom han ved bryggeriets 50-års jubilæum i 1897 stod i spidsen for udsmykningen både af jubilæumsskriftet og af den kørehal på gl. Carlsberg, hvor fejringen fandt sted.

”Det var i virkeligheden daværende overinspektør på Carlsberg, Anton van der Aa. Kühle, der knyttede Thorvald Bindesbøll til Carlsberg, og ikke Carl Jacobsen, som mange tror. Kühle var bl.a. meget begejstret for de møbler, som Thorvald Bindesbøll tegnede og fik også sin gravsten på Vestre Kirkegård udført af Thorvald Bindesbøll,” siger Ulla Nymand.

Arkitekten Thorvald Bindesbøll fik kun opført få bygninger, f.eks. Fiskepakhusene i Skagen. Til gengæld arbejdede han som anerkendt formgiver af bl.a. keramik og sølv.