Ny adm. direktør i Carlsberg Byen

30. oktober 2013
Jens Nyhus, tidligere koncerndirektør i MT Højgaard, afløser 1. november Lars Holten som administrerende direktør i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen.
47-årige Jens Nyhus er oprindeligt uddannet murer og har senere gennemgået en uddannelse som teknikumingeniør på Ingeniørhøjskolen i Århus og en lederuddannelse på INSEAD. Han har arbejdet både som murer og i et rådgivende ingeniørfirma, og han har over de seneste 20 år beklædt en række ledende poster i MT Højgaard heraf de seneste otte år som koncerndirektør. 

”Jens Nyhus har en bred og relevant ledelseserfaring fra bygge- og ejendomsbranchen. Han er den rette profil til at lede udviklingsselskabet i den næste fase, hvor vi har fokus på at indgå nye aftaler med virksomheder, kultur- og undervisningsinstitutioner, investorer og privatpersoner, som ønsker at eje eller leje boliger og ejendomme i området. Her vil også hans specifikke erfaring med OPP-projekter samt erfaring med projektudvikling være værdifuld for selskabet”, siger bestyrelsesformand Flemming Borreskov.

Den nye administrerende direktør startede i 1992 i det daværende Højgaard & Schultz som projektleder. Han blev medlem af direktionen i MT Højgaard i 2005 og fratrådte i oktober 2012.”Jeg glæder mig til at prøve kræfter med rollen som projektudvikler og bygherre og være med til at skabe et nyt, levende bykvarter i hjertet af København,” siger Jens Nyhus.