I krydsfeltet mellem integration og mode
16/02-11 Af Anne Lønstrup
Unge danske designstuderende og etniske kvinder fra Ishøj har sammen skabt et modeshow, som fredag vises i Ny Tap på Carlsberg.
Hvor mange unge designstuderende er i stand til at hækle og strikke på højt niveau? Og hvor mange etniske minoritetskvinder får lejlighed til at vise deres kunnen for en større kreds?
"Open heart" er et modeshow, der forener kvinder med anden etnisk baggrund og den danske modebranche i et fælles univers. Siden nytår har de to grupper arbejdet sammen om at skabe en række designs, der integrerer overleverede håndværksteknikker med dagens mode.
De unge er studerende fra design og marketing fra KEA og indvandrerkvinderne er fra projektet "I tråd med verden", som er et samarbejde mellem Dansk Røde Kors, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Dansk Mode- og Tekstil og KEA – Københavns Erhvervsakademi.
Clarissa Berg, der arbejder som projektleder i "I tråd med verden" fortæller:
"De unge designere har besøgt kvinderne her i Ishøj nogle gange og har været meget åbne for ideer. Omvendt har kvinderne her taget godt imod de unge og har arbejdet med stor motivation i forhold til at fremstille det, som de unge har efterspurgt. Det er to meget forskellige miljøer, der mødes, hvor kvinderne med anden etnisk baggrund får mulighed for at synliggøre deres kompetencer, og hvor de unge får tilføjet noget til deres designs, som de ikke selv ville kunne lave."
Open Heart finder sted fredag 18/2 2011, kl. 15-19 (modeshow kl. 17) i Ny Tap på Pasteursvej 52, 1799 København V. Gratis entré.
For mere information:
www.kea.dk/openheart
www.itraadmedverden.dk
Quick links
Se alleVidste du...
- at fyrtårnet blev opført i 1883, da konfliktsituationen mellem J. C. Jacobsen og sønnen Carl Jacobsen var på sit højeste. Det var bygget i kridhvide Faxe Kalksten, selv om den gamle brygger snildt havde råd til bedre og dyrere materialer. Brugen af indenrigsmateriale signalerede imidlertid den store patriots støtte til Danmark efter nederlaget i 1864.
- at en cirkusløve i 1930erne spankulerede frit rundt på kontorgangen i Carlsbergs Hovedkontor på Vesterfælledvej. Løven havde ry for at være ganske tam og rolig, men kontordamerne var alligevel ikke ganske trygge.