FriZonen åbner på Carlsberg

22/03-11 Af Anne Lønstrup. Foto: Peter Nørby

Carlsberg har pladsen, KraftWerket har kontakten til de unge københavnere, der godt kunne tænke sig at bruge byen til kulturarrangementer og events.

FriZonen ligger på Ny Tap Plads på Carlsberg. Her åbnede for nylig byrummet "Under Halvtaget", hvor 3.500 reb hænger ned fra et kæmpestort halvtag.

Fra 1. april åbner pladsen nu for unges eksperimenter og kulturprojekter. De kan låne det nødvendige grej – scene, forstærkere og højttalere, mixer til lydanlægget, mikrofoner o.s.v. – på stedet, og de skal ikke igennem langvarige ansøgningsprocesser for at få deres ideer udfoldet på FriZonen.

Ønsker omsat til handling

Spørger man de 15 til 30-årige københavnere, hvad de godt kunne tænke sig i København, kommer ønsket om at kunne bruge byen hurtigt op.

Det siger Susanne Hau, der arbejder som projektmedarbejder på Københavns Kommunes ungdomskulturhus, KraftWerket. Det arrangerer bl.a. unge-høringer, hvor unge i uformelle rammer får mulighed for at udtrykke deres syn på, hvad der skal til for at gøre København bedre.

"Jeg er ansat for at omsætte unges ønsker i handling. Og da Kultur- og fritidsforvaltningen kom og sagde, at de havde 200.000 kr. til aktiviteter for unge, havde vi allerede gødet jorden i forhold til at få en aftale med Carlsberg. Nu havde vi så pengene til at realisere de tanker, vi gjorde os om at lave en FriZone på Carlsberg," siger Susanne Hau.



Et byrum åbent for initiativ

"Vi holder rammerne omkring FriZonen så åbne som muligt, deraf også navnet. Vores målsætning er, at FriZonen højst skal være ti klik og 14 dage væk," siger Susanne Hau, der forventer, at projektet vil give flere unge lyst til at arrangere og afvikle events.

"FriZonen er åbne for kulturevents af enhver art. Dog kommer vi fra KraftWerket til at stå på sidelinien, så vi får en projektkultur, hvor de unge kan falde og slå sig blødt,"  siger hun.

Indvielse af Frizonen

1. april åbner FriZonen med koncerter med de fire bands Spejderrobot, Mambe Mc+M.A.N.D., M-Cnatet og Iceage. Det bliver startskuddet til seks måneder med skiftende arrangementer, som unge mellem 15 og 30 år selv kommer til at stå for.

KraftWerket er Københavns Kommunes ungdomskulturhus og "ambassade" for unge i København. Husets formål er at skabe muligheder for at byens unge kan starte projekter, lave arrangementer og skabe politiske forandringer på ungeområdet i København.

www.kraftwerket.dk




 

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at den første station på Carlsberg hed Station Hof og blev etableret i 1937. Den vi kender nu er fra 1954 og har bl.a. været brugt som kulisse i en Olsen-bande film.

- at Carl Jacobsen havde en svaghed for mottoer. F.eks. "Semper Ardens" (altid brændende) og "Laboremus pro patria" (lad os arbejde for fædrelandet), som begge ses på Ny Carlsbergs administrationsbygning, og "Bien faire. Laisser dire" (Gør det rigtige og lad andre tale) på Carls villa. 

Se alle