Danseforestilling om frygt
22/03-11 Af Anne Lønstrup. Foto: Søren MeisnerHvad går vi danskere og frygter? Koreografen Tina Tarpgaard og holdet bag danseforestillingen "Malpais" tog i campingvogn rundt i Danmark og inviterede over 100 danskere til at fortælle om deres største frygt.
Her i vinter har Tina Tarpgaard sammen med resten af holdet bag danseforestillingen "Malpais" været på turne i en gammel campingvogn. De besøgte byer som Hørsholm, Korsør og Hvide Sande. Og hvert sted de kom frem, stillede de folk de samme to spørgsmål: Hvad ville være det værste, der kunne ske for to mennesker? Og Hvad ville være det værste, der kunne ske for et land?
Svarene var åbenhjertige og mangeartede. Det viste sig, at frygt er en individuel størrelse, som afhænger af mange faktorer, blandt andet alder og geografisk tilhørsforhold. Alle disse input er nu omsat i et kunstneriske udtryk, som den 26. marts har premiere i Dansehallerne i form af danseforestillingen "Malpais".
Genkendelig frygt
Tina Tarpgaard er selv vokset op i Vestjylland. Hun husker især frygten for det, man ikke kendte til og – ikke mindst – frygten for at komme til at sidde fast i Vestjylland.
"Frygt tager ofte udgangspunkt i menneskers egen situation. En ældre person kan f.eks. være bange for at miste evne til at bevæge sig omkring. Mens unge mennesker i Hvide Sande er angst for ikke at komme videre," fortæller Tina Tarpgaard, der også opfatter frygt som en effektiv måde at styre og manipulere med andre.
"Frygt eksisterer tit i forhold til noget, som man ikke kender. Vi har ikke ønsket at løfte pegefingre politisk, men har mere taget udgangspunkt i en undren over, hvad det egentlig er, vi er bange for her i Danmark," siger hun.
Til Jordan i maj
"Malpais" har som forestilling flere liv. Når den har spillet den sidste dag 8. april, er det Tina Tarpgaards plan at gentage interview-processen i Jordan i maj og på sigt også i Honduras. Begge steder forventer koreografen at finde helt andre svar på, hvad mennesker frygter.
Det visuelle sprog, som Tina Tarpgaard og hendes Recoil Performance Group, er kendt og præmieret for, ligger imidlertid fast. De arbejder intenst med samspillet mellem dans og interaktive medieudtryk og har sammen med en række medie- og videokunstnere udviklet koncepter, hvor krop og digitale medier går i tæt dialog med hinanden.
www.recoil-performance.org og www.dansescenen.dk
Quick links
Se alleVidste du...
- at Carlsberggrunden er købt i mange små bidder af J.C. Jacobsen, som siden videresolgte dele af grunden til sin søn.
- at hestene på Carlsberg oprindeligt var opstaldet i to etager. Stalden udnyttede, at Carlsberggrunden skråner kraftigt: Således kunne man fra den ene side gå direkte ind på staldens første sal, mens den anden side af bygningen lå i stueplan.