Åbne projektkonkurrencer om Stationspladsen og Campuspladsen
16/05-11 Af Anne Lønstrup. Foto: Marianne Wehlast
Den 15. maj lød startskuddet for to konkurrencer, som Carlsberg Ejendomme har udskrevet om udformningen af to kommende byrum på Carlsberg. Stationspladsen og Campuspladsen ligger begge i forbindelse med et ca. 80.000 kvm. stort nyt byggeri, som bl.a. skal rumme et campusbyggeri til professionshøjskolen, UCC.
Landskabsarkitekter og andre kreative sjæle med evner indenfor byrumsdesign er fra i dag indbudt til at komme med deres bud på, hvordan henholdsvis Stationspladsen og Campuspladsen skal udformes.
Begge pladser realiseres som led i, at Carlsberg bygger ca. 80.000 kvm. nyt byggeri i området ved den nuværende og fremtidige hovedindgang til Carlsberg. Byggeriet omfatter foruden et stort campusbyggeri til UCC, kontorbyggeri, et 100 meter højt boligtårn, detailhandel med bl.a. cafeer, mindre udvalgsvarebutikker, varehus, discountbutik mv.
Stationspladsen
Der skal opføres en ny S-togsstation til erstatning for Enghave Station. Den ny Carlsberg station ligger i direkte forlængelse af Stationspladsen, og vil med sine 20.000 daglige passagerer markant præge livet på pladsen.
Campuspladsen
Også Campuspladsen skal se dagens lys i forbindelse med, at professionshøjskolen UCC samler en stor del af sine aktiviteter på Carlsberg. Mere end 10.000 primært lærer- og pædagogstuderende vil have deres gang i bygningerne, der omgiver Campuspladsen. Den fremtidige plads skal fungere både som UCC’s store uderum og være en naturlig del af det daglige liv og netværk af byrum på Carlsberg.
Dynamisk byliv
Carlsberg Ejendomme ønsker med disse to projekter at fortsætte realiseringen af visionen, tænke på bylivskvaliteter og byrum før bygninger, samt fortsætte traditionen for god arkitektur og rumlige sammenhænge. Sammenhæng mellem by, bygning og byrum vil være kendetegnende for det fremtidige Carlsberg.
Afgørelse efter sommer
De to byrumskonkurrencer følger samme tidsplan: De blev udskrevet den 15. maj. Der er frist for indgivelse af konkurrenceforslag den 1. august 2011 kl. 12.00. Herefter sker en vurdering af forslagene frem til slutningen af august, hvor vinderen af hver konkurrence udpeges og der indgås en rådgivningskontrakt.
Konkurrenceprogram, bilag m.v. kan findes på
http://www.carlsbergbyen.dk/255/konkurrencer/
Quick links
Se alleVidste du...
- at den første farvefilm fra en dansk industrivirksomhed blev optaget i 1948 på Carlsberg.
- at Carlsberg i 1920erne og 1930erne havde en politibetjent ansat som nattevagt på området. Han var lønnet af bryggeriet, men bar ordensmagtens officielle uniform.