Besøg Carlsbergs oaser
31/05-11 Af Anne LønstrupHvis du tror, at Vesterbro ender på Enghave Plads, så prøv at gå lidt længere mod vest. Carlsbergs to cafeer, Café Elefanten og Haven, har udvidet både åbningstid og antal retter på kortet, og begge steder giver mulighed for at sidde ude og nyde den danske sommer.
Café Elefantens åbningstid er udvidet til mandag-lørdag mellem 10.00 og 21.00. Samtidig er menukortet blevet større – det byder nu bl.a. på sandwich med grillet chorizo eller stegt kylling m. bacon, håndmadder m. røget laks eller med stegt makrel, langtidstilberedt gris fra Grambogaard, dampede blåmuslinger, cæsar-salat samt selvfølgelig gode desserter.
Fra cafeen, der ligger i samme bygning som Dansehallerne, er der direkte adgang til den gamle brygger J. C. Jacobsens have, som er på størrelse med Kongens Nytorv. Dette smukke og fredfyldte sted er åbent for alle i dagtimerne.
Haven på Ny Carlsberg Vej
Spisestedet Haven ligger på Ny Carlsberg vej 68. Her serveres der luksus smørrebrød og gode gamle klassikere som tarteletter, stjerneskud, biksemad og pariserbøf. Hver torsdag er der friskrøget sild og hver lørdag ditto rejer. Og fra torsdag til lørdag står den på grill-menu.
Haven har netop bygget en stor, sydvendt træterrasse ud til kastanietræerne langs Ny Carlsberg Vej. Køkkenet har åbnet 11.30 til 20.00, mens baren holder åbent til 22.00 mandag til torsdag og fredag og lørdag til kl. 02.00.
Tre nye byrum
I det hele taget byder Carlsberg på masser af udendørsplads at boltre sig på. Sidste år blev tre nye pladser indviet – Tap E Plads foran Dansehallerne med store egetræs-sveller til ophold eller leg – Boble Plads med klatremuligheder for børn og voksne og plads til boldspil. Og Ny Tap Plads, hvor der netop nu står en række dialogmøbler, som unge studerende fik fremstillet under Dialogmøbel Festivalen i begyndelsen af maj. Ved siden af installationen "Under Halvtaget", som består af 3500 reb ophængt i et halvtag.
Husk, at også Carlsbergs Besøgscenter med husbryggeriet Jacobsen og Bar Jacobsen ligger i Carlsberg Byen.
Quick links
Se alleVidste du...
- at Carl Jacobsen havde en svaghed for mottoer. F.eks. "Semper Ardens" (altid brændende) og "Laboremus pro patria" (lad os arbejde for fædrelandet), som begge ses på Ny Carlsbergs administrationsbygning, og "Bien faire. Laisser dire" (Gør det rigtige og lad andre tale) på Carls villa.
- at striden mellem Carl Jacobsen og hans far kulminerede, da sønnen synligt for alle returnerede alt, hvad hans familie gennem årene havde fået af forældrene med forklaringen: "Da min faders færd, som af hans hustru betegnes som uretfærdighed og af dem, der har ham kærest som sindssyg, ikke kan være et eksempel for mine børn, anser jeg det for vigtigt, at de så lidt som muligt mindes om hans eksistens. Jeg sender derfor de genstande tilbage, som særlig må kunne fremkalde dette minde, for så vidt de ikke er fjernede på anden måde."