Bygning C solgt til Københavns Kommune
05/07-11 Af Anne Lønstrup. Fotos: Carlsbergs arkivFørste hus på Carlsberg er solgt. Køberen er Københavns Kommune, som indretter børnehave i den over 150 år gamle bygning.
Pr. 1. juli har Københavns Kommune overtaget den såkaldte Bygning C på Carlsberg. Bygningen, som er fra 1860, har i mange år huset forskellige håndværkerfirmaer, der arbejdede på Carlsbergs grund, og i de sidste år har den været brugt til kontorer.
Men fra i dag tilhører bygningen på godt 1.100 m2 Københavns Kommune, der meget snart vil gå i gang med at ombygge den til børnehave og indrette legeplads i det grønne område, Kammas Have, som ligger bag huset.
Stort behov for institutionspladser
"Børnepresset er så stort i København, at vi er nødt til at lede overalt efter plads til nye institutioner. Dette hus er velegnet til formålet, og så er Carlsberg jo et skønt sted og haven er perfekt med store, eksisterende træer," siger Birgit Mouritzen fra anlægsafdelingen i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning.
Hun tilføjer, at institutionen efter planen vil stå færdig i oktober 2012. Der bliver syv stuer med børnehave- og vuggestuebørn, og navnet på institutionen bliver "Bag Elefanterne",

Glade for en børneinstitution
"Bygning C er den første bygning, vi sælger på Carlsberg-grunden, og vi er glade for, at køberen vil bruge den til børneinstitution, da det jo er vores erklærede mål at skabe liv og aktivitet på Carlsberg," siger ejendomschef i Carlsberg Ejendomme, Lars Wilsdahl.
Han beskriver den plads, som den solgte bygning ligger ud til, som et meget spændende byrum i den kommende Carlsberg by. Pladsen, der er færdigprojekteret, bærer navnet "Bag Elefanterne" efter sin placering tæt op af Elefantporten.
En del af Idiotanstalten
Bygning C ligger i det hjørne af Carlsberg, der vender op mod Rahbeks Allé og Søndermarken. Bygningen blev opført som skolehjem for børn og unge tilknyttet "Helbredelsesanstalten for idiotiske Børn", som var tegnet af arkitekt Ferdinand Meldahl og beliggende på Rahbeks Allé.
Området imellem de to bygninger var i anstaltens tid udlagt som nyttehave og legeområde for de ca. 100 børn under åndssvageforsorgen, som boede i Meldahls bygning. Idiotanstalten fik med tiden pænere navne, inden den lukkede i 1970 og bygningen blev købt af Carlsberg.

Carlsbergs egen børneinstitution
Carlsberg har tidligere haft børneinstitution på sit område, nemlig fra 1948 og frem til en gang i 1980'erne. Denne vuggestue og børnehave blev drevet efter de nyeste pædagogiske principper og var udelukkende for carlsberg-medarbejdernes børn.
Fotos: Der er blevet passet børn på Carlsberg i mange år. Disse billeder stammer fra Carlsbergs arkiv - det nederste viser børn fra den såkaldte Idiotanstalt på pladsen bag ved hovedbygningen - de to øverste er taget i den periode, da Carlsberg selv drev børneinstitution for medarbejderne.
Quick links
Se alleVidste du...
- at kun et forlystelsessted og en bro allerede havde elektrisk lys, da J. C. Jacobsen i 1882 indlagde elektricitet på sit bryggeri. Illustreret Tidende (et populært nyhedsmagasin, der udkom ugentligt fra 1859-1924) bragte i 1884 en større historie om elektriciteten på Gamle Carlsberg illustreret med et xylografi af fyrtårnet, der lyste i natten. Bladet skrev bl.a.: "Ovenstaaende Billede viser os et elektrisk Belysningsanlæg af en for en Privatmand ikke ringe Udstrækning, navnlig det, som er indrettet paa Bryggeriet Gamle Carlsberg."
- at den første farvefilm fra en dansk industrivirksomhed blev optaget i 1948 på Carlsberg.