To nytænkende forslag til byrum

Generelle nyheder 17. august 2011
af Anne Lønstrup
Unge og forholdsvis ukendte tegnestuer har vundet førstepræmie i to åbne projektkonkurrencer om at udforme to kommende byrum på Carlsberg – Stationspladsen og Campuspladsen.

Carlsberg ejendomme udskrev i maj to åbne projektkonkurrencer om at udforme to kommende byrum på Carlsberg – Stationspladsen og Campuspladsen. Begge pladser ligger i området ved den kommende Carlsberg Station og ved et ca. 80.000 kvm. stort, nyt byggeri, som efter planen bl.a. skal rumme et campusbyggeri til professionshøjskolen UCCs mere end 10.000 studerende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag blev det offentliggjort, hvem vinderne af de to konkurrencer var, og til stor glæde for Carlsberg Ejendomme, som fra byudviklingsprojektets begyndelse har slået på mangfoldighed, bæredygtighed og innovation, viste vinderforslagene sig at være i tråd med disse begreber. At de to tegnestuer samtidig er to relativt unge og ukendte aktører med korte, men lovende cv'er, er en velkommen overraskelse.

Stationspladsen
Vinderforslaget til Stationspladsen fra "MASU PLANNING" v/ Sune Oslev og Malin Blomqvist rummer et markant og smukt cirkulært vandspejl, der refererer til den overordnede landskabsplan og inkluderer praktiske nedgange til parkeringskældre i designet af pladsen. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Funktioner som cykelparkering, pavilloner og opholdsmuligheder indplaceres ligeledes via en cirkelform, som dommerkomiteen fandt meget velfungerende i det travle byrum.
Granitbelægningen er det samlende element i vinderforslaget til Stationspladsen.
Granitfladernes varierede størrelse og farve virker som allerede udlagte trædespor for de mange tusinde mennesker, der dagligt vil krydse Stationspladsen.  Præmiesummen er på 225.000 kr.

Campuspladsen
I sit vinderforslag til Campuspladsen introducerer tegnestuen "WAW I/S" v/Sanne Lovén Damgaard og Kristoffer Nejsum et robust helhedsgreb, der deler pladsen ind i 28 kvadrater i forskellige størrelser. Disse kan dels udgøre kantzoner, dels være funktionsbestemte arealer ude på Campuspladsen. Enkelte kvadrater foreslås hævet til brug for ophold, mens et enkelt forsænkes til et "scenerum". 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Samtidig foreslås rustfri stålsøjler med blødt formede overdækninger placeret i grupper på pladsen. Disse skal skabe en slags overdækning, skabe rum-i-rummet og reflektere belysningen. Præmiesummen er 150.000 kr.

Andenpræmier og tilkøb
Stationspladsen: Et indkøb på 25.000 kr. for forslaget "Stationspladsen – Velkomst, bevægelse og ophold" tegnet af 1:1 Landskab v/ Jacob Kamp og Trine Trydeman. Medarbejdere Dina Brændstrup og Jianzhou Zeng.
Campuspladsen: En andenpræmie på 75.000 kr. for forslaget "For Foden af Bakken" til LiWplanning v/ Lisbeth Westergaard og Anne Kathrine Esbjerg og et indkøb på 25.000 kr. for "Et Glødende Hjerte" af Birthe Urup Nygaard.

En dommerbetænkning med nærmere begrundelse for præmiering af forslagene kan læses på www.carlsbergbyen.dk

Alle de i alt 17 indkomne forslag i de to åbne byrumskonkurrencer vil frem til den 1. september kunne ses ophængt i Café Elefanten på Carlsberg. 

Illustrationer: Visualiseringen øverst på denne side og tegningen midt på siden er fra vinderforslaget til Stationspladsen fra "MASU PLANNING" v/ Sune Oslev og Malin Blomqvist. 
Nederst ses en visualisering af vinderforslaget til Campuspladsen, udført af tegnestuen "WAW I/S" v/ Sanne Lovén Damgaard og Kristoffer Nejsum. 

Carlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere her