Kulturnat i Maskincentralen
14/10-11 Af Anne Lønstrup
Engang var Maskincentralen det dunkende hjerte i ølproduktionen på Carlsberg. I dag sover den tornerosesøvn. På Kulturnatten er der for en enkelt aften lys og lyd i den over 5.000 m2 store, fredede bygning. Og du er inviteret indenfor.
Maskincentralen blev opført fra 1923-29 med det formål at samle alle kraftkilder til Carlsberg-bryggeriet på ét sted. Her stod alle de maskiner, der forsynede bryggeriet med kulde, elektrisk lys og kraft til cirka 500 elektriske motorer.
Selve maskinrummet er et imponerende godt 1.000 m2 stort rum med en loftshøjde på 14 meter. Gulvet er belagt med marmor, som fortsætter op ad væggene i to en halv meters højde.
Lys og lyd i mørket
Kommer du på Kulturnatten, vil du blive ledt op ad trappen og ind på den galleri-gang, der løber rundt langs alle fire ydervægge i fem meters højde over maskinhallens gulv.
Herfra er der frit udsyn til kunster Hanne Lindes lys-installationer, som er eneste belysningskilde i det store mørklagte rum.
Dine ører fyldes af liflig musik leveret af elever fra Sankt Annæ Gymnasium, der har lagt et klassisk program med musik af bl.a. Bach og Mozart.
Maskincentralen, Pasteursvej 7 (overfor Boble Plads), kl. 20.00-22.00. (p.s. lysinstallationen kan ses indtil kl. 23.00)
Billedtekst: Her i Maskincentralens indre vil på Kulturnatten være mørklagt, så Hanne Lindes lysinstallationer bliver eneste lyskilder. Den klassiske musik leveres elever fra Sankt Annæ Gymnasium.
Quick links
Se alleVidste du...
- at der kun hænger ganske få kvindeportrætter i Æressalen på Carlsberg Museum, hvor Carlsberg hædrer de medarbejdere, som har været ansat på bryggeriet i 50 år. Disse kvinder var hovedsagelig startet som små piger i aftapningsanstalten Activ eller Alliance, der var forløberen for Gl. Tap fra 1905.
- at ideen til turistslogan'et "Byen med de skønne Tårne" opstod hos Carl Jacobsen, fordi han havde hørt slagordet "St. Gimignano delle belle torre". Sidstnævnte blev brugt om den norditalienske by St. Gimignano, der netop er kendt for sine mange tårne.