Kedelhuset tømmes
29/11-11 Af Anne Lønstrup
Der er hul i det fredede Kedelhus på Carlsberg. Murstenene er taget ned i et felt på ti gange fem meter, så en del af inventaret kan komme ud af bygningen og blive sendt til Portugal.
Kranerne er på tungt arbejde ved Kedelhuset på Carlsberg. De løfter det tonstunge inventar ud og stabler det på sættevogne. Herfra køres kraftvarmekoblingen, som maskinen hedder, ned til havnen, hvorfra den sejles til et nyt liv i Portugal.
På Carlsberg har kraftvarmekoblingen, der nu er solgt, produceret el og varme fortrinsvis til bryghusene. I Portugal skal den damp, som maskinen laver, bruges til at lave biogas af olivenkerner.
Et stort, nøgent rum
Efter at bryggeriet ved udgangen af 2008 flyttede til Fredericia, producerer kedelhuset kun damp til Husbryggeriet Jacobsen og til Carlsberg Forskningscenter samt el og varme til resten af bygningerne på Carlsberg-grunden. Det er meget lidt sammenlignet med den energimængde, der var behov for i bryggeriets tid.
Kraftvarmekoblingen – som bestod af en gasturbine, en udstødskedel og en dampturbine - fyldte næsten halvdelen af Kedelhuset.
Det store, flotte rum virker ganske overvældende nu, da der kun står en kraftkedel fra midt i 1960erne og tre såkaldte spædekedler tilbage. Der er huller i flisegulvet, så man kan se direkte ned i kælderen under bygningen, og lyset står ind gennem det kæmpestore hul i gavlen.
En murer er ved at gøre klar til at lukke hullet igen.
Om ca. tre uger skulle det fredede Kedelhus derfor igen være intakt med en maskine mindre at producere kraft med, men til gengæld med nul huller i facaden.
Quick links
Se alleVidste du...
- at lyset fra fyrtårnet (opført 1883) på Carlsberg oprindeligt kunne ses helt inde fra København og som søkendemærke fra Kalvebod Strand. I dag er det "pakket ind" i senere byggeri.
- at den kunstige måne i J. C. Jacobsens væksthus betog den aldrende H. C. Andersen. I sin dagbog skriver digteren: "En lampe lyste som Maanelyls ned i Vinterhaven paa de store grønne Træer. Margereth Rode, Lehmanns Datter gik der klædt i blaat Flor; jeg sagde til hende: >>De seer ud som Skovens Fee!<< og hun svarede: >>O De som er 63 Aar siger saadant Noget til mig!<< Jeg svarede: >>Jeg er 23, jeg er langt yngere end Deres Mand!<< >>Nei min Mand er saa ung!<< pippede hun."