Første detailforretning på Carlsberg
23/01-12 Af Anne LønstrupNår Rema rykker ind på Carlsberg d. 15 marts, åbner bydelens første detailhandel, som leverer dagligvarer til pionererne i en bydel, der med tiden vil få 5-6.000 nye beboere.
Men allerede her og nu er der kunder nok til en detailbutik på Carlsberg, spår regionschef for Rema 1000, Michael Jensen, der også forventer kunder fra Vesterbro, Frederiksberg og Valby.
"Området er lige nu underforsynet med dagligvarebutikker, og da Rema på Carlsberg med sine 1000 m2 bliver ca. 300 m2 større end den gennemsnitlige Rema, kan vi sammensætte et sortiment, der f.eks. giver den fuld gas på økovarer og på sundt og grønt," siger han.
Parkeringspladsen lige udenfor butikken er et kæmpeplus for en dagligvarebutik i storbyen. Normalt vil en sådan butik kun have en ti-tolv parkeringspladser. Her er hundrede.
Butik med byprofil
Max Skov Hansen skal som købmand stå for den daglige drift af Rema på Carlsberg. Butikken bliver en af Danmarks absolut største Rema'er, og Max Skov Hansen ønsker at skabe en butik, der er stærk på specialiteter, øl, økologiske varer og på friske grøntsager og fersk kød.
"Jeg går efter en butik med en byprofil, der imødekommer netop de mennesker, der bor i området. Under halvtaget uden for butikken vil jeg lave markeder med skiftende temaer. Der er masser af muligheder i en Rema på Carlsberg. Den største udfordring ligger i at fortælle folk, hvor butikken ligger, fordi den ligger i et tidligere toldområde. Men det er en udfordring, vi nok skal klare," siger han.
Endnu mere liv
Carlsberg har fra begyndelsen skrevet livlig detailhandel ind i visionen for Carlsberg Byen. I alt skal der bygges 600.000 m2 på området fordelt med 45% til boliger, 45% til butikker og erhverv og 10% til sport, kultur, kunst og forskellige institutioner.
"Allerede inden vi har bygget så meget som en kvadratmeter nyt, rykker der nu en detailhandel ind i et tidligere lager. Det kommer til at give den tilstrømning af mennesker til bydelen og det hverdagsagtige liv, som jo definerer en velfungerende by. Vi har siden hegnene omkring Carlsberg blev revet ned set en stadig øget tilstrømning af mennesker og liv. Remas nye forretning vil give denne udvikling et kæmpe skub fremad," siger Lars Holten, direktør i Carlsberg Ejendomme.
Foto herover: Rema 1000 skal ligge i Carlsbergs tidligere distributionscenter på Pasteursvej 61, og ombygningen er i gang.
Quick links
Se alleVidste du...
- at hestene på Carlsberg oprindeligt var opstaldet i to etager. Stalden udnyttede, at Carlsberggrunden skråner kraftigt: Således kunne man fra den ene side gå direkte ind på staldens første sal, mens den anden side af bygningen lå i stueplan.
- at Carl Jacobsen er ophavsmand til turistsloganet "Byen med de skønne tårne", som han gav byen i 1910. Således gengiver historikeren Johannes Steenstrup i bogen "Carl Jacobsens liv og gerning" følgende citat af bryggeren: "Jeg kan og vil virkelig hævde min Forfatterret overfor dette Slagord, som jeg har givet byen."