Vesterbrobyggerne

Generelle nyheder 26. februar 2013
af Anne Lønstrup. Foto: Jan Emil Christiansen
Carlsberg Byen går sammen med flere andre lokale virksomheder om få udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet.

Carlsberg Byen går sammen med flere andre lokale virksomheder om få udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet.


Nye muligheder for socialt udsatte medborgere. Det er essensen i et projekt ved navn ”Vesterbrobyggerne”, som netop er blevet sat i gang på Vesterbro.

Carlsberg Byen er sammen med Boligforeningen AB og Rema 1000 blandt de samarbejdspartnere, der skal tilbyde lokal virksomhedspraktik til borgerne. Konkret ventes de første borgere at komme i gang kort efter påske med praktikforløb på 13 timer ugentligt.
 
I partnerskabet indgår også den selvejende institution Settlementet og Byfornyelsen Vesterbro, som vil være de drivende kræfter i Vesterbrobyggerne.  Forstander for Settlementet, Jakob Tamsmark, beskriver partnerskabet som et forsøg på at skabe aktivering, der virker i øjenhøjde. 


”Vesterbrobyggerne er et forsøg med lokal forankring, som skal finde nye veje til at skabe beskæftigelse. Der er tale om match-2 borgere, og det vil sige borgere, som har andre problemer udover ledighed. Det kan være hjemløshed, sociale problemer, misbrug eller sprogforbistringer. Projektet skal udvikle flere lokale virksomheders indstilling til at tage udsatte borgere ind og give dem noget beskæftigelse,” siger Jakob Tamsmark.

Ca. 100 borgere

Han forklarer, at brobygger-elementet både går på at bygge bro mellem Vesterbro og Carlsberg og mellem virksomhed og borger.

”Carlsberg Byen har tidligt været åbne for at gå ind i et samarbejde, hvor de kan være med til at løfte et socialt ansvar. De har et stort netværk og kan som facilitator medvirke til at skabe kontakt mellem udsatte borgere og det store antal virksomheder og lejere, som findes i Carlsberg Byen. Man kunne f.eks. forestille sig, at en borger kunne arbejde som handyman med at rydde op på et værksted, deltage i et fælleshaveprojekt eller som medhjælper i Klatreskoven,” siger Jakob Tamsmark.

”For os er Vesterbrobyggerne et spændende samarbejde, der giver os mulighed for at bidrage til lokalsamfundet på en socialt bæredygtig måde. Ved at aktivere det netværk, som er bygget op i Carlsberg Byen gennem flere år, har vi mulighed for at bygge bro og involvere os med det område, vi hører til,” siger administrerende direktør i Carlsberg Byen, Lars Holten.

Vesterbrobyggerne løber som projekt frem til udgangen af 2014 og kommer i alt til at inddrage ca. 100 borgere, som visiteres af jobcentrene. På lidt længere sigt forventes det, at Kødbyen og Kulturanstalten også går ind i projektet.

Håbet er, at de borgere, der deltager i Vesterbrobyggerne, kan bruge projektet som løftestang til at få et egentligt job eller komme i gang med en uddannelse.
Carlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere her