Velbesøgt borgermøde på Carlsberg
27/08-08 Af Anne LønstrupTirsdag aften holdt Københavns Kommune et velbesøgt borgermøde om lokalplanen for Carlsberg. Ca. 320 deltog i mødet, som fandt sted i den gamle mineralvandsfabrik, Tap E.
Ca. 320 interesserede brugte en smuk augustaften på at orientere sig nærmere om udbygningsplanerne for Carlsberg. Mange greb lejligheden til at give deres mening til kende i debatten om lokalplanen, som er i høring frem til den 25. september. Især var bekymringen for øgede trafikproblemer og skyggevirkningen fra de kommende tårnhuse fremherskende i debatten.

Akademiets Have under Københavns Kommunes borgermøde tirsdag aften på Carlsberg.
Direktør Ulrik Winge var ordstyrer og indledte med kort at fortælle om, hvad en lokalplan er og hvor langt lokalplanen for Carlsberg er henne i processen. Herefter fortalte arkitekt Christian Cold om baggrunden for den plan for byen, som hans tegnestue, Entasis, vandt den internationale arkitektkonkurrence med i foråret 2007.
Fra Københavns kommune redegjorde områdechef Bertha Lysgaard fra Center for Bydesign, nærmere for den mere formelle side af arbejdet med lokalplanen, hvorefter først overborgmester Ritt Bjerregaard og siden teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam fik ordet og udtrykte deres begejstring for den kommende Carlsberg bydel.
Der var opstillet fem boder med fem temaer i hallen. Boderne var bemandet med personale fra Københavns Kommune og fra Carlsberg, som i den følgende lille time besvarede spørgsmål ud fra temaerne: "byliv og mangfoldighed", "trafik", "miljø og bæredygtighed", "arkitektur og højhuse" og "kulturmiljø".
Der var samtidig udskænkning af øl og vand samt varme pølser til de fremmødte. Pølsevognene var opstillet i Akademiets Have, som brygger J.C. Jacobsen anlagde i 1849 som privat have i forbindelse med hans bolig på Carlsberg. I den kommende by vil haven, der er på størrelse med Kgs. Nytorv, og som hidtil har været lukket, blive åbnet for offentligheden.
De børn, der måske ikke kunne holde interessen for byudvikling lige så længe som deres voksne ledsagere, fik - udstyret med lommelygter - muligheden for at tage et kig ned i kældrene under Carlsberg.
Under den efterfølgende livlige debat deltog to repræsentanter fra Vesterbro og Valby Lokaludvalg Thomas Egholm og Michael Fjeldsøe, stadsarkitekt Jan Christiansen, teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam, medlem af borgerrepræsentationen for S, Johannes Nymark, direktør i Carlsberg Ejendomme, Lars Holten Petersen, kontorchef Simon Kjær Hansen, Bertha Lysgaard og arkitekt Christian Cold.
De fem temaboder trak mange interesserede borgere.
Quick links
Se alleVidste du...
- at allerede den første reklameplakat for Ny Carlsberg fra ca. 1881 viser statuen "Adorante" med humleplanter voksende op omkring sig og med en bort rundt om motivet, hvori svastika-tegnet indgår. Svastika var et lykketegn. Det stavedes på sanskrit: su asti og betød "Det er godt".
- at branden på bryggeriet i 1867 fik J. C. Jacobsen til at donere Københavns Brandvæsen dets første dampbrandsprøjte. Han udbyggede også brandberedskabet på Carlsberg og investerede i egne stigevogne, brandsprøjter o.s.v.