Debat med fokus på tårnhuse og trafik

04/09-08 Af Anne Lønstrup

Trafikken på og omkring Carlsberg samt skyggerne fra de kommende ni tårnhuse er de spørgsmål, der optager borgerne mest i forbindelse med udviklingen af en ny bydel på Carlsberg.

"Jeg vidste godt, at det ville blive rigtigt spændende, men ikke at det var SÅ spændende!"
 Sådan sagde en lille dreng, som under borgermødet den 26. august på Carlsberg, gik med på tur i kældrene under Carlsberg. 

Oppe i den gamle tappehal, Tap E, hvor borgermødet havde samlet op mod 350 mennesker, gik debatten om de mange forhold, som vil blive påvirket, når byen begynder at tage form på Valby Bakke. Her kunne Københavns Kommune og Carlsberg notere sig, at trafik og skyggevirkninger fra tårnhusene er de to spørgsmål, som borgerne har mest fokus på.

Bekymring over øget trafik

De to repræsentanter fra Valby og Kongens Enghave Lokaludvalg var på linie med mange i salen, da de i begyndelsen af mødet slog fast, at trafik for dem er den helt store bekymring.
Mens trafikløsningen på selve Carlsberg i manges øjne er godt tænkt i og med at bilerne i meget høj grad parkeres under jorden i store parkeringsanlæg, giver den øgede trafik i bydelene omkring Carlsberg anledning til større betænkelighed.

Samtidig udtrykte naboer fra Frederiksberg-siden frygt for, at det parkeringsmæssigt kan blive mere end vanskeligt, hvis beboere og gæster på Carlsberg søger uden for området, når de skal sætte deres bil. 
Også Johannes Nymark fra Socialdemokratiet slog ned på trafikproblemet i en ellers "meget, meget spændende bydel."
 
En beboer fra Vesterfælledvej udtrykte bekymring for skyggevirkningerne fra tårnhusene på Carlsberg og spurgte, om træerne på Vesterfælledvej vil få lov at blive stående. Svaret var, at det gør de. 
Endnu en nabo sagde, at højhusene på ingen måde virkede små og diskrete, når man som nabo forsøger at forestille sig, hvordan de kommer til at se ud. 

Til det svarede arkitekt Christian Cold, det giver mening at bygge tårnhuse på Carlsberg, både for at markere, at her bliver tale om ægte by, og for at give det nye Carlsberg en markant profil, der inviterer folk til at komme fra resten af København. "Tårnhuse er aldrig diskrete. Det ligger ikke i deres natur," konstaterede han.

Skygger fra tårne

"Dette er en videredigtning på, hvordan man laver moderne by anno 2008," sagde teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam og tilføjede, at det ville være en illusion at forestille sig, at man ikke ville kunne se ni tårnhuse, der ligger på en bakke. Han mindede om, at København er kendt som tårnenes by.

En nabo konstaterede, at han var direkte uenig i det udsagn. Det, der for ham gør København unik, er byens generelt lave højde. 
Stadsarkitekt Jan Christiansen tilføjede til højhusdebatten, at Carlsberg ligesom Bellahøj har den egenart, at det ligger på en bakke, som bidrager til stedets særpræg og identitet. Om tårnenes skygger sagde han, at de er periodiske. De rammer kun et givent sted i 20 minutter, så er de væk. 

En beboer fra Humleby sagde, at der efter hans opfattelse herskede en vis forvirring omkring tårnhusene, og at der er tale om, at Carlsberg forskønner billedet af deres skyggevirkninger. Også skyggerne fra karrébygninger blev nævnt, da de i modsætning til tårnhus-skygger, ikke flytter sig så hurtigt.

Offentlighedsperioden løber frem til den 25. september, som er den endelige skæringsdato for synspunkter og indsigelser, der skal sendes til kommunen.  


Spørgelysten var stor blandt de næsten 350 borgere, der mødte op for at høre mere om planerne for Carlsberg-området. Især trafikken på og omkring Carlsberg samt skyggerne fra de kommende ni tårnhuse var de spørgsmål, der optog borgerne mest.

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at den store danske eventyrdigter, H. C. Andersen flere gange besøgte Carlsberg. Således noterede digteren i sin dagbog: "Kjørte i Sporvogn til Pile-Aleen og gik da i Dynd og Søle neden om Søndermarken, til Carlsberg hvor jeg var indbudt af Eieren Brygger Jakopsen."

- at der kun hænger ganske få kvindeportrætter i Æressalen på Carlsberg Museum, hvor Carlsberg hædrer de medarbejdere, som har været ansat på bryggeriet i 50 år. Disse kvinder var hovedsagelig startet som små piger i aftapningsanstalten Activ eller Alliance, der var forløberen for Gl. Tap fra 1905.

Se alle