Nye lejere i Ny Tap
01/10-08 Af Anne LønstrupFra nytår åbner den tidligere tappehal Ny Tap i ny skikkelse. De 33.000 etagemeter kommer frem til 2012 til at rumme en lang række kunstnere, kreative erhverv og vækstvirksomheder, som lejer sig ind for tre år til lav leje.
Dagligt viser konsulentfirmaet Urban Help Ny Tap på Carlsberg frem for interesserede lejere. De 33.000 etagemeter i den gamle tappehal i syv etager er ikke decideret indflytningsklare. Tværtimod er der tale om rå industrilokaler.
Og hvem vil så bo i en gammel tappehal? Ifølge Mads Byder fra Urban Help er interessen så enorm, at man vil blive nødt til at afvise interesserede. Dog er det ikke fastlagt, hvem der kommer til at flytte ind i det kreative hotel efter nytår. Det bliver nemlig et puslespil at finde netop de lejere, som bedst kommer til at udnytte pladsen.
Et råt hus
"Vi har for eksempel mange mørke kvadratmeter inde midt i bygningen. Så selv om vi brutto har virkelig mange kvadratmeter at gøre godt med, så er de ikke lige brugelige i alle sammenhænge," siger Mads Byder.
"Hvis det lykkes, vil huset blive en blanding af A-huset, Det Blå Pakhus og Republikken. Med andre ord et råt hus, hvor kunstnere og kontorfællesskaber bor dør om dør," siger Mads Byder.
Basar i stueetagen
Han satser på, at et hjørne af huset i stueplan kommer til at rumme udadvendte aktiviteter. Meget gerne en madbasar, hvor der f.eks. sælges god fransk ost, øl og vin i et hjørne og ristes kaffe i et andet. Alt sammen med adgang for publikum.
Den store udfordring er at få puslespillet til at gå op, så de mange forskelligartede kvadratmeter alle bliver lejet ud til et bredt miks af lejere, samt at der findes en løsning på de praktiske udfordringer. Herunder infrastruktur, aftaler med brandmyndigheder, lys og el.
"Mange brikker mangler at falde på plads. På den anden side, skal det helst også være et puslespil, som aldrig lægges færdig. Det skulle jo nødigt blive for pænt og ordnet på Ny Tap," siger Mads Byder.
Ny tap er opført i 1952-55, den ligger på Vesterfælledvej og ned langs jernbanen og rummer ca. 33.000 kvadratmeter. Foto: Jan Emil Christiansen.
Se www.ny-tap.dk for yderligere information.
Quick links
Se alleVidste du...
- at Carl Jacobsen i år 1900 opførte en snoet og rigt dekoreret skorsten på Carlsberg. Den var tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup og udført af murermester S. P. Beckmann. Jacobsen ville vise, at også fabriksbyggeri kan være smukt.
- at den første station på Carlsberg hed Station Hof og blev etableret i 1937. Den vi kender nu er fra 1954 og har bl.a. været brugt som kulisse i en Olsen-bande film.