Ny Tap: En legeplads for iværksættere

26/01-09 Af Anne Lønstrup

Der er stadig rigtig mange ubekendte omkring Kung Fu Izakaya Bars etablering på Carlsberg. Hvornår åbner den? Hvilke andre barer og restauranter får den som naboer i den nye madbazar? Og vil folk finde derud?

Men Waheed Allan Folami og Niels Henrik Peterslund ryster ikke på hånden. De har siden oktober 2007 med stor succes drevet Kung Fu Izakaya Bar i Sundevedsgade på Vesterbro. I forhold til også at åbne på Carlsberg har de "en rigtig god fornemmelse”. De har gjort sig konceptet for en kombineret bar og restaurant efter japansk forbillede klar, og så har de finansieringen på plads.

Alt andet end strømlinet


Første gang Waheed og hans makker trådte ind i det autoværksted, som skal ombygges til madbazar, var det stadig fyldt op med biler og værktøj. Duften og olie og benzin hang tungt i luften, og det var måske en anelse svært at se konturerne af et hipt spisested for sig.

”Da vi stod i det rå lokale, var min første følelse helt vild god. Jeg kan netop rigtig god lide, at det ikke bliver for strømlinet. Ny Tap er som en legeplads. Vi kan selv forme stedet. Der bliver selvfølgelig en helvedes masse udfordringer i forhold til, hvordan man håndterer mad og drikke, men når rammerne er givet fra myndighedernes og Carlsbergs side, så er det op til os at tage den kunstneriske og kreative frihed og kreere noget nyt,” siger Waheed Folami.

Det nye gå-i-byen sted

Han er vild med konceptet om, at indholdet i Ny Tap skal blomstre op nedefra. Han ser Carlsberg som det nye gå-i-byen sted i København. En hel by fuld af liv.

”Det gælder om at få folk derud, men det bliver ikke et problem. Dels ligger indgangen jo stadig på Vesterbro, dels bliver der flere steder at vælge imellem, og der bliver mange mennesker, som har deres gang på Carlsberg, fordi de bor der eller arbejder der,” siger han.

Kræfter nedefra

Foruden Kung Fu Izakaya kommer madbazaren i Ny Tap til at indeholde flere andre barer og restauranter, ligesom der bliver udsalg af f.eks. god kaffe og ost, vin og pølser. Waheed Folami glæder sig over fleksibiliteten i konceptet:

”Når vi føler, at en japansk izakaya passer så godt til Carlsberg-byen, så er det fordi, den er helt nede på jorden. Projektet starter ikke med, at en masse folk i toppen af organisationen siger, ”Vi skal have det og det”. Tværtimod skitserer man de overordnede ideer og begreber og kontakter så nogle folk, som kan udvikle det. Det er kræfter nedefra, der starter det op. ”

Læs mere om omdannelsen af Carlsbergs gamle tappehal, Ny Tap, på hjemmesiden, www.ny-tap.dk. Her kan interesserede også kontakte Urban Help, som står for udlejningen af de 33.000 kvadratmeter i Ny Tap.
 

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at Carl Jacobsen tillagde sig lidt excentriske vaner på sine ældre dage. Hver morgen leverede hans gartner en mørkerød rose, som bryggeren bar hele dagen for det meste med stilken i munden. Sådan, mente han, blev duften mere intens.

- at betroede medarbejdere helt op i 1990erne boede med deres familier på Carlsberg. Tidligere legede børnene på Carlsberggrunden, gartnere ordnede familiernes haver, de fik billig benzin og fik pudset deres dørskilt.

Se alle