Københavnernes nye oplevelsessted
03/04-09 Af Anne LønstrupTidligere klirrede flaskerne rundt i den lave, mørkebrune murstensbygning. Fremover åbner den sig med seks dobbelte døre mod Ny Carlsberg Vej og inviterer publikum – helt op til 6.000 af gangen – ind til en bred vifte af kulturoplevelser.
"Hvis man skulle bygge en hal til arrangementer, så ville jeg bygge den som Tap 1 – dog med mere lofthøjde," siger idémager Laust Chr. Poulsen.
Vi står i tappehal 1, der så sent som i december fungerede som tappehal i bryggeriet. Nu er indmaden i bygningen så godt som væk, og det kæmpestore, bare rum varsler nye tider.
6.000 stående gæster, 4.500 siddende eller 3.000 spisende. Så mange mennesker kan Tap 1 rumme efter transformationen fra tapperi til ny ramme om forskellige kulturelle aktiviteter. Projektet kalder sig "TAP 1". Det er kommet til verden på initiativ af Laust Chr. Poulsen, som har daglig leder, Jakob Smith Knudsen og et par stykker til bag sig.
Gårdhaver, naturligt lys og frisk luft
For nogen vil det 7.402 kvadratmeter store industribyggeri i brune mokkasten måske syne knap så charmerende. Ikke mindst fordi farvesætningen i bygningens indre konsekvent domineres af orange. Farven går for øvrigt igen i et kæmpestort udendørs ventilationsrør, der rager højere op end selve bygningen. Men Laust Poulsen og hans folk er solgt:
"Vi vil ikke male alt det orange over. Jeg kan faktisk godt lide farven," forsikrer han og fortsætter:
"Det charmerende ved bygningen er også de otte haver, hvor vi vil omdanne flere af dem til lukkede gårdhaver, som f.eks. rygere kan gå ud i, når de er til koncert eller messe. Samtidig har rummet mere naturligt lys end de fleste konkurrenter i branchen, og så har den et fantastisk ventilationssystem, der sikrer frisk luft og gode temperaturforhold – selv under en flere timer lang rockkoncert, hvor folk står tæt eller under daglange konferencer, hvor luften risikerer at blive indelukket sidst på dagen."
Profil til området
Praktisk er det også, at der for enden af bygningen er etableret læssehal til lastvogne i direkte forbindelse med bygningens store, centrale rum. Det samme gælder køkken- og omklædningsfaciliteterne, samt det faktum, at der er masser af parkeringplads i umiddelbar nærhed til Tap 1.
TAP 1 har skrevet kontrakt med Carlsberg Ejendomme for seks år. Stedet skal være med til at give profil til området, og derfor er det også vigtigt for Laust Chr. Poulsen at pointere, at Tap 1 ikke kommer til at blive en ramme om hvad som helst. Således vil der ikke blive rave-parties hver weekend med gang i den til kl. fire om morgenen.
En ny æra
Indholdet af begivenhederne i Tap 1 bliver en blanding af lukkede arrangementer – f.eks. konferencer og firma-sommerfester – og åbne arrangementer – f.eks. koncerter, bog- og kunstmesser og prisuddelinger. Målet er at nå op på seks-otte arrangementer af forskellig karakter om måneden
Bygningen blev opført i 1984 og blev dengang præmieret af Københavns Kommune. Nu står den foran en ny æra.
Dørene til Tap 1 bliver slået op i august/september.
Quick links
Se alleVidste du...
- at J. C. Jacobsen brugte den 12-takkede stjerne som sit varemærke. I 1906 kobles stjernen med svastika (hagekorset), da Gamle og Ny Carlsberg administrativt lægges sammen til ét bryggeri.
- at de fire elefanter i Elefantporten på Ny Carlsberg Vej symboliserer Ottilia og Carl Jacobsens fire overlevende børn: Theodora, Vagn, Helge og Paula.