Nyheder Luk
Søgning Luk
Luk
Luk
Luk

Arkitekter skal udvikle ideer til kulturelle aktiviteter i historiske bygninger

12. november 2015
Carlsberg Byen har valgt tre danske arkitektfirmaer til at komme med idéer til kulturelle aktiviteter i Kedelhuset, Halmlageret og Maskincentralen.

Arkitekternes idéoplæg vil supplere de erfaringer, som er skabt fra de
midlertidige fritids- og kulturtilbud i bykvarteret.

I Carlsberg Byen skal flere bygninger anvendes til kultur, idræt og undervisning, når
bykvarteret er færdigt udviklet om 8 – 10 år. Allerede i 2016 flytter UCC Professionshøjskolen
ind med tusindvis af studerende og senere følger Europaskolen. Kvarterets børn vil lege på
nye boldbaner og legepladser, og 25 nye pladser samt opsamling af regnvand i bassiner og
vandløb vil skabe spændende byrum mellem bygningerne. Allerede i dag er J. C. Jacobsens
Have åben for alle, og senere følger Carl Jacobsens Have.

Som et led i udviklingen inviterede Carlsberg Byen i september seks arkitektfirmaer til at
komme med konkrete forslag til, hvordan de tre fredede og bevaringsværdige bygninger,
Kedelhuset, Maskincentralen og Halmlageret kan anvendes til kulturelle aktiviteter.

For nylig valgte Carlsberg Byen så de tre arkitektfirmaer, der i løbet af det næste halve års tid
skal arbejde videre med hvert sit projekt. Valget er faldet på Rørbæk og Møller Arkitekter, der
skal arbejde med Kedelhuset, Christoffer Harlang, der skal arbejde med Maskincentralen og
Jørgen Nyboe, PLH, der skal arbejde med Halmlageret.

”Vi har lagt vægt på at finde arkitekter, som har erfaring med at gøre fredede og
bevaringsværdige bygninger til en integreret del af et bykvarter. De arkitektfirmaer, vi har
valgt, har spændende bud på, hvem der kan få til huse i bygningerne, og hvordan man med
respekt for historien skaber bygninger med liv. Vi ser meget frem til samarbejdet med
arkitekterne”, siger Jens Nyhus, Adm. Direktør i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.
Kedelhuset, Maskincentralen og Halmlageret vil blive åbnet for offentligheden, efterhånden
som de bliver ombygget til de nye, kulturelle formål.

”Det er vores vision, at kultur- og bylivet i Carlsberg Byen skal fortsætte. Vi har fået
værdifulde erfaringer fra de midlertidige fritids- og kulturtilbud i bykvarteret, og de indgår i
vores bestræbelser på at skabe et sted, hvor nye og gamle bygninger, historie og fremtid er
med til at skabe en helt særlig stemning til glæde for alle”, siger Jens Nyhus.

Maskincentralen
”Lige nu står de her historiske og smukke bygninger tomme og tavse hen. Vores arbejde
bliver at få en samtale i gang mellem de gamle huse og vor tid. Vi skal med andre ord sørge
for at finde en funktion for Maskincentralen, der vækker den til live igen. En af de ideer, mit
team udforsker er muligheden for at bruge Maskincentralen som en kæmpestor udadvendt
og kreativ kulturhal. Projektet afdækkes i samarbejde med nogle af landets førende
kulturinstitutioner”, siger Christoffer Harlang.

Christoffer Harlang fungerer som rådgiver for private og offentlige virksomheder og fonde og
har siden 2008 været professor i kulturarv, transformation og restaurering ved Institut for
Bygningskultur, Kunstakademiets Arkitektskole.

Kedelhuset
”Kedelhuset er en fredet industribygning, som indvendigt har et stort, smukt og vidunderligt
rum. Vi arbejder på at holde fast i husets dna, industrihistorien og ånden fra Carlsberg,
samtidig med at vi gerne ser, at københavnerne kommer til at bruge bygningen. Vi har en
intention om at åbne bygningen op mod omgivelser, så den kan være med til at skabe et
sprudlende liv i byen. Hvordan vi så gør det i praksis, skal vi have en faglig dialog med blandt
andet Kulturstyrelsen om, så vi på bedste bevis bevarer kulturarven, ånden og husets
kulturhistoriske værdi”, siger Anders Wesley Hansen, arkitekt og partner hos Rørbæk og
Møller Arkitekter.

Rørbæk og Møller arkitekter har stor erfaring med transformation, restaurering og
vedligehold af bevaringsværdige og fredede bygninger. Rørbæk og Møller har blandt andet
arbejdet med Bernstorffs Palæ og det tidligere Kommunehospital på Øster Farimagsgade.

Halmlageret
”Da jeg så Halmlageret første gang, faldt jeg i svime over, at bygningens arkitektur var så
interessant. Bygningen er oprindeligt bygget til produktion og efter sammenlægningen af KB
og Carlsberg overgået til halmlager m.v. Underetagen er forholdsvis lavloftet, men når man
kommer op på 1. salen, åbner huset sig for en. Lyset strømmer ned fra shed-lyset i det
hvælvede loft, og det giver fantastiske forhold for fx gallerier. Huset skal igennem en
transformation, hvor man får noget værdifuldt med, som andre mennesker har skabt, men
som samtidig giver rige muligheder for at tilføre nyt liv til bygningen. Det er et respektfuldt
job”, siger Jørgen Nyboe, Partner i PLH.

Jørgen Nyboe, PLH er specialiseret inden for restaurering og renovering. Han har erfaring
med samarbejde med kulturlivet og har blandt andet et indgående kendskab til galleriverden.
PLH har blandt andet været engageret i Den Blå planet og Kulturværftet i Helsingør.

Fakta om de tre bygninger
Kedelhuset blev opført fra 1925-1928 af arkitekt Carl Harild. Byggeriet blev anset som et af
samtidens stærkeste eksempler på funktionel industriarkitektur. Kedelhusets formål var at
erstatte fem decentrale kedelhuse og indeholdt oprindeligt store kedelblokke, der
producerede damp til hele bryggeriet. Kedelhuset er på ca. 4.500 m2 fordelt på to etager med
indgang i stuen og en stor højloftet buehal på anden etage, der rummer store muligheder for
fremtidig kreativ udnyttelse.

Maskincentralen blev opført fra 1923-1929 og havde til formål at samle bryggeriets
kraftkilder ét sted. Indenfor bærer bygningen præg af unik arkitektur og er fx udstyret med
store bærende granitsøjler, marmorgulve og et bladguldsbelagt galleri. Maskincentralen er på
ca. 7.500 m2 fordelt på flere etager med den rigt udsmykkede maskinhal, som er bygningens
hjerte. Det er samme hal, der vil skabe en enestående ramme for det kommende kulturliv i
bygningen.

Halmlageret blev opført i 1949 og er tegnet af arkitekt Tyge Hvass. Bygningen blev
oprindeligt brugt til tappehal, hvor Carlsberg tappede ca. 10.000 flasker i timen. Senere fik
Halmlageret nyt liv som halmdepot for Carlsbergs bryggerheste. Heraf navnet. Bygningen er
på ca. 2.000 m2 og er kendetegnet ved den karakteristiske arkitektur og den store 1. sal med
højt til loftet, hvor lyset strømmer ind.

X

Bliv opdateret om boliger i Carlsberg byen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Cookie infoCarlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Hvad er cookies?