Nyheder Luk
Søgning Luk
Luk
Luk

Bæredygtig køling til Carlsberg Byen

31. juli 2014
Fundamentet er nu lagt til et centralt, miljørigtigt fjernkølingsanlæg, der på sigt skal forsyne hele Carlsberg Byen. Anlægget vil reducere miljøbelastningen med op til 23 procent og er en del af Carlsberg Byens vision om at blive et bæredygtigt bykvarter.

Udviklingen af Carlsberg Byen er i fuld gang og allerede om få år vil flere af de nye bygninger i Carlsberg Byen være klar til indflytning.

For at sikre de fremtidige beboere en billig og miljørigtig køleløsning og understøtte visionen om at skabe et bæredygtigt bykvarter har udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S valgt at anlægge et topmoderne fjernkølingsanlæg, der på sigt skal forsyne hele bykvarteret med komfortkøling, typisk aircondition. Ifølge beregninger fra Rambøll vil det nye fjernkølingsanlæg reducere miljøbelastningen i forhold til traditionel køling med op til 23 procent. Desuden har udviklingsselskabet i aftalen med Frederiksberg Fjernkøling A/S, som skal stå for forsyningen, lagt op til at al el skal leveres fra vedvarende energikilder, hvilket vil reducere miljøbelastningen yderligere.

”Vores vision er at skabe et bæredygtigt bykvarter – og derfor er vi meget begejstrede for den væsentlige miljømæssige gevinst, vi opnår ved at bygge et centralt fjernkølingsanlæg for Carlsberg Byen,” siger Jens Nyhus, administrerende direktør i udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S og uddyber:

"Det er en stor investering, men vi er ikke i tvivl om, at det er den rigtige investering, og at det kan betale sig. Med et centralt fjernkølingsanlæg kan vi tilbyde den billigste og mest miljørigtige løsning til virksomhederne, som derved slipper for at etablere deres egne decentrale kølingsanlæg.”

Det nye fjernkølingsanlæg i Carlsberg Byen adskiller sig ved anlæggets store lagertanke på 4.000.000 liter vand, som giver mulighed for at producere mere energieffektiv køling. De store tanke kan nemlig fyldes op med koldt vand, der er produceret af ”grøn” el. Det vil sige el, der er produceret, når der er overskud af el på nettet fra vindmøller, eller af el, som er produceret om natten, hvor el er billigere.

Skal forsyne hele Carlsberg Byen

I første omgang vil alt nybyggeri i Carlsberg Byen blive tilkoblet det nye anlæg, efter planen bliver den første bruger tilkoblet fjernkølingsanlægget i 2016. På sigt er det endvidere planen, at også de eksisterende bygninger skal kunne tilkobles det centrale fjernkølingsanlæg.

I alt etableres knap 4 km. køleledninger, hvoraf de første køleledninger skal føres til det såkaldte Byggeafsnit 8, som bl.a. kommer til at huse Carlsberg Station og Professionshøjskolen UCC’s nye uddannelsescampus, Campus Carlsberg. Anlægsarbejdet startede den 30. juni på J.C. Jacobsens Gade ved Stjerneporten og i uge 31 graves 2 store buffertanke på hver 2000 m3 kølevand ned i det underjordiske anlæg, som dermed får en samlet lagertanks kapacitet på 4000 m3.

Fakta om fjernkøling i Carlsberg Byen

Fjernkøling kan på flere måder sammenlignes med fjernvarme: Det er en systemløsning, hvor koldt vand fordeles til brugerne i et lukket, dobbeltstrenget rørsystem. Det kolde vand produceres centralt på samme måde, som der produceres varmt vand til fjernvarme.

Fjernkøling erstatter lokale køleanlæg, ligesom fjernvarme i mange byområder har erstattet den lokale opvarmning af bygninger. Fjernkøling er - som fjernvarme - væsentlig mere energieffektivt end traditionel decentral køling.

På fjernkølingscentralen køles vandet enten via frikøling, hvor kulden trækkes fra udeluften, eller via kompressionskøling - eller som en kombination af de to metoder. I forbindelse med produktionen ledes det kolde vand enten direkte ud til kunderne eller til de to nedgravede lagertanke, som samlet har en kapacitet på knap 4000 m3.

Lagertankene indgår i den daglige produktion, så køling først og fremmest kan produceres om natten. At man producerer om natten hænger sammen med, at man i nattimerne kan trække mest kulde fra udeluften, og at der i denne periode er mest grøn og billig strøm til rådighed. På den måde kan køling produceres både billigere og mere miljørigtigt. Tankene kan også fungere som en ekstra kapacitet i spidsbelastningsperioder.

Ved fjernkøling opnår man betydelige fordele både for forbrugere og for samfundet. Forbrugerne får en grønnere og mere simpel løsning, der oftest er billigere – og oplever bl.a. en fast afregning af kølingen med væsentlig færre tekniske og økonomiske risici, ingen lokal håndtering af kemikalier, bedre udnyttelse af egne lokale pladsforhold, mindre lokale støjgener m.m. Den samfundsmæssige gevinst knytter sig til en betydelig reduktion af energiforbruget og dermed CO2-udledningen af fossile brændsler ved fjernkøling.

Frederiksberg Fjernkøling A/S, som har investeret i anlægget og også skal stå for driften, har fået gennemført energiberegninger, der viser, at fjernkøling i Carlsberg Byen medfører en reduktion af miljøbelastningen (CO2, SO2 og NOx) på ca. 23 procent. Desuden lægges der i aftalen op til, at al el skal leveres fra vedvarende energikilder, hvilket vil reducere miljøbelastningen yderligere.

Carlsberg Byens centrale fjernkølingsanlæg udbygges trinvist for at følge med byudviklingen i området og forventes af skulle levere omkring 14 MW, når bykvarteret er fuldt udbygget om 10-15 år.

X

Bliv opdateret om boliger i Carlsberg byen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Cookie infoCarlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Hvad er cookies?