Nyheder Luk
Søgning Luk
Luk
Luk
Luk

Carlsberg-ånden sikret

21. april 2009
Kulturarvsstyrelsen har netop fredet 13 bygningsanlæg og en have på den gamle bryggerigrund i Carlsberg Byen. Herved sikres fundamentet for den fremtidige bydel samt fortællingen om 160 års dansk industrihistorie på Carlsberg.

"Vi har nu i et godt og konstruktivt samarbejde med Kulturarvsstyrelsen sikret de vigtigste og smukkeste bygninger i Carlsberg Byen for eftertiden," siger Lars Holten, direktør i Carlsberg Ejendomme. 

Han fortsætter: "Udover at sikre fortællingen om 160 års unik, dansk industrihistorie, har vi cementeret en hjørnesten i planerne for den fremtidige bydel, nemlig den dimension der går på bevarelse af områdets historie, sjæl og høje, bygningsmæssige kvalitet. En sjæl og kvalitet der for os tjener som et væsentligt afsæt for skabelse af den nye by."

Nyt liv i bygningerne
Den mest kendte fredning er uden tvivl Elefantporten med de fire elefanter i granit. Herudover fredes blandt andet Den Snoede Skorsten, opført efter dessiner fra brygmester Carl Jacobsen, der ville vise omverdenen, at en industriskorsten, der larmer, ryger og møger, godt kan udføres smukt og kunstfærdigt.

"Vi er meget glade for, at fredningerne er gennemført. Nu handler det så for os om at skabe et nyt liv i bygningerne med nye funktioner, der samtidig respekterer historien og de bærende, fredningsmæssige værdier. Den balance skal vi finde. De fredede bygninger er en af de væsentligste forudsætninger for at skabe en ny, levende by med historisk sjæl. Samtidig er
skabelsen af en ny by også en forudsætning for, at de gamle bygninger igen kan blive vakt til live og anvendt af offentligheden," siger Lars Holten.

Læs mere på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside:
http://www.kulturarv.dk/tjenester/nyheder/arkiv/2009/april/carlsberg_fredninger_beskrivelser.jsp

X

Bliv opdateret om boliger i Carlsberg byen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Cookie infoCarlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Hvad er cookies?