Nyheder Luk
Søgning Luk
Luk
Luk
Luk

Dans og arkitektur på tværs

25. juli 2013
Casting Traces er ikke en danseforestilling, som man traditionelt kender den. I stedet mødes dans, arkitektur og musik i en ny eksperimenterende form med Slottet midt i Carlsberg Byen som omdrejningspunkt.

Casting Traces er en interaktiv danseforestilling, hvor publikum og dansere bevæger sig frit mellem hinanden. Scenografien er skabt som en labyrint af opspændt avispapir, der både fungerer som abstrakte skærme og som konkrete skillevægge i det store rum. Som publikum vil man ikke opleve dansernes bevægelser direkte, men som et flygtigt skyggespil bag de store flader af avispapir. Og iført hvide papirjakker vil publikum blive inddraget i forestillingen som en vigtig del af rekvisitterne.

Som papiret krølles sammen ændrer fortællingen sig. Sammen med danserne vil publikum langsomt nedbryde de papirtynde projektionsskærme og skillevægge – og nye rum opstå.

En endeløs labyrint
Inspirationen til forestillingen er hentet i den amerikanske forfatter Paul Austers New York trilogi. I Austers roman fungerer New York som et uudtømmeligt rum – en labyrint af endeløse skridt – hvor hovedpersonen kender sit kvarter og dets gader særdeles godt, men alligevel altid har en fornemmelse af at være faret vild.

I Casting Traces vil publikum ligeledes blive mødt af et rum, der hele tiden byder på nye muligheder.

"I scenografien er der ingen fast opdeling, men ligesom i byens gader er der altid et væld af muligheder, der hele tiden åbner sig for nye fortællinger," fortæller Elin Eyborg, der er en af arkitekterne bag forestillingen.

Forestillingen giver løbende en gradvis fornemmelse af, hvordan rummene hænger sammen, men uden man som publikum får det fulde overblik over hele rummet. I stedet skal publikum konstruere sin egen personlige fortælling.

"Under forestillingen er det ikke meningen, at publikum skal bevæge sig rundt efter hinanden. De skal i stedet sprede sig ud i hele rummet og skabe deres egen unikke oplevelse. Publikum vil aldrig kunne se og opleve hele forestillingen på én gang, og derfor vil ingen publikummer opleve det samme," forklarer Elin Eyborg.

En krævende rekvisit
Det er arkitekterne fra danske Pondering Props, der sammen med det engelske dansekompagni New Movement Collective står bag forestillingen. Begge har de en ambition om at udfordre betydningen af traditionel performance, og udvikle projekter der er repræsenteret i anderledes og usædvanlige teateromgivelser. De så derfor Carlsberg Byen som det oplagte sted at opføre forestillingen.

"Casting Traces er en pendant til den udvikling, der sker i Carlsberg Byen netop nu. Rummet er i udvikling og bevæger sig – noget forsvinder helt og noget efterlader sig spor. Sporene skaber hele tiden udvikling, men de er samtidig vigtige for fortællingen om det, der var engang," fortæller Elin Eyborg.

Forestillingen Casting Traces vil blive opsat i et 600 m2 stort rum i Slottet, der tidligere fungerede som lagerkælder for bryggen. Bygningens gamle funktion bliver under forestillingen en krævende rekvisit, der giver danserne og papirarkitekturen modstand – med spor efter det, der var engang.

X

Bliv opdateret om boliger i Carlsberg byen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Cookie infoCarlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Hvad er cookies?