Nyheder Luk
Søgning Luk
Luk
Luk
Luk

Interview med Tina Tarpgaard

23. februar 2014
”Jeg er ikke typen, der så bliver ved med at raffinere noget. Men mere typen der siger okay, det fungerer, lad os nu prøve noget andet – og så må det bære eller briste.”

Koreograf Tina Tarpgaard er aktuel med forestillingen ON/VOLT i Dansehallerne. I forestillingen sætter hun den interaktive teknik på pause og er i stedet optaget af kroppen som kraftværk. Og det er netop disse benspænd, der driver hende i hendes arbejde med dansen.

Fra Ringkøbing til Rambert i London
Tina Tarpgaard er født og opvokset på landet i Vestjylland i 9170'erne – det var derfor også lidt af et tilfælde, at hun begyndte sin karriere som udøvende danser.

Efter at have været på idrætshøjskole i Gerlev startede hun på Poul Petersens idrætsinstitut i København, og her mødte hun Eske Holm - en helt speciel karakter i den moderne danse historie.

 ”Han så mig på instituttet og spurgte, om jeg havde lyst til at være med i en forestilling. Og det, synes jeg, var sjovt – det fik mig tændt på dansen. Derefter prøvede jeg at søge ind på Rambert school i London, hvor jeg kom ind. Så jeg solgte alt, hvad jeg havde og tog derover,” fortæller hun.

”Det havde ikke været en mulighed i mit sind, før der var nogle, der præsenterede mig for, at det kan man altså godt. Jeg har altid dyrket meget gymnastik og fysik på den måde, så det har været tilstedeværende for mig. Men koreografi og kunsten i bevægelse, det var ikke tæt forbundet med den måde, jeg voksede op på.”

Efter et par år i London tog Tina et år til Schweiz og arbejdede herefter freelance rundt omkring i verden, inden hun tog tilbage til København og var med på Dansk Danseteater i tre år. Samtidig med, hun dansede på Dansk Danseteater, startede hun sit eget kompagni, Recoil Performance Group.

Frihed og familie er vigtigst
Hvad var årsagen til, at du tog springet fra udøvende danser til koreograf?
”Det var en erkendelse af, at jeg ikke var der, hvor jeg skulle være. Jeg var meget meget mere interesseret i at få en idé og følge den til dørs. Jeg var meget mere interesseret i selve processen i at skabe. Ikke fordi jeg ikke var glad for at stå på scenen, for det var jeg, jeg gjorde det jo i ti år. Men det var ikke det, der tændte mig – det var ikke det der gav mig noget.”

Som koreograf står Tina derfor heller ikke på scenen. 

”Det, der er interessant for mig, er at få sat et hold sammen, få de rigtige mennesker sat sammen med den rigtige idé og så forme det der fra. Det er det, der interesserer mig, og det er det, jeg gør nu.”

Hvad driver dig i det daglige arbejde?
”Jeg synes jo bare, at jeg er mega privilegeret. Jeg kan gå på arbejde hver dag og lave det, jeg holder aller mest af – det driver mig en del. Og så er jeg blevet mor, det er jo sådan en anden side, som bare er dejlig og som giver nogle andre ting til mit liv – som også driver mig fremad – og giver noget inspiration til, hvad jeg skal nu. Også på mit arbejde og ikke kun i forhold til min datter.” 

”Jeg synes ofte, at der skal ske noget nyt, og det tror jeg, er en af mine primære drifter. Derfor befinder jeg mig rigtig godt i det frie felt, for der har jeg friheden til at gøre tingene, som jeg synes de skal gøres, eller prøve tingene af på en ny måde. Derfor har jeg også vendt bøtten fuldstændig på hovedet med ON/VOLT, for der kunne jeg mærke, at nu har jeg gjort noget, som jeg kan se virker. Jeg er ikke typen, der så bliver ved med at raffinere noget. Men mere typen der siger okay, det fungerer, lad os nu prøve noget andet – og så må det bære eller briste.”

Læs også: ON/VOLT i Dansehallerne

Samarbejde på tværs
Hvor henter du din inspiration?
”For mig er det enormt vigtigt at have nogle samarbejdspartnere som virkelig kan inspirere mig og spille bold med. Jeg er ikke typen, der sætter mig ned og siger, nu skal jeg finde ud af, hvad jeg vil – og så få andre til at gøre det. Det handler om at gå ind i en dialog, spille bold med folk og få idéerne til at boble. Og derefter begynde at redigere og samle dem til noget, der fungerer.”

”Men selvfølgelig skal man også hente nogle idéer frem, og jeg har da også haft nogle politiske motivationer for at gå i gang med et projekt. Men jeg synes, det på den måde er svært at gøre forestillingen til noget, der ikke er for lukket. I det øjeblik man går ind siger, det handler om noget bestemt, så risikerer man at fortælle folk, hvad der er rigtigt og forkert – og det synes jeg ikke rigtig fungerer i det sprog, jeg arbejder med. Det handler for mig at skabe noget, der åbner op for nogle måder at fortolke og opleve – sætter nogle tanker i gang – som jeg godt synes må være folks egen sag.”

Hvad har det betydet for dig at vinde en Reumert?
”Det er en dejlig anerkendelse, det er der ingen tvivl om. Det er en form for teamsports oplevelse, som der ellers ikke er så meget i dans. Så gerne mere af det,” siger Tina med et stort smil.

ON/VOLT spiller i Dansehallerne fra d. 1. – 14. marts 2014. Læs mere om forestillingen og køb billetter på Dansehallernes hjemmeside

 

X

Bliv opdateret om boliger i Carlsberg byen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Cookie infoCarlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Hvad er cookies?