Robot hjælper til med højtryksspuling

Generelle nyheder 11. januar 2013
af Anne Lønstrup
Nedrivningen af en bygning på 33.000 kvadratmeter kræver kræfter. Nedrivningsfirmaet Kingo Karlsen A/S har derfor sat en robot til at højtryksspule, så bygningen kan blive fri for blyholdig maling, før den endelige nedrivning begynder i starten af marts.

 

Den store bygning Ny Tap står stadig. Men det er en kæmpe, som svækkes dag for dag.

Netop nu er en robot gået i gang med at højtryksspule bygningens vandrette flader. Målet er at få fjernet alle spor af blyholdig maling fra lofter, vægge og gulve, før den endelige nedrivning af bygningen sætter ind i begyndelsen af marts.

Administrationsbygningen

Samtidig er håndværkerne gået i gang med Ny Taps genbo, nemlig Carlsberg Danmarks gamle administrationsbygning med facade ud mod Vesterfælledvej. Også her står dagsordenen på miljøsanering som forberedelse til nedrivning.

Den skulptur, som stod foran den gamle administrationsbygning, er blevet flyttet i sikkerhed i et depot. Beplantningen omkring den er taget op, og klargøringen af den kommende byggeplads er i fuld gang.

Dette indebærer også, at en del af parkeringspladsen ud mod Vesterfælledvej er ved at blive lukket af med byggepladshegn, hvorved også dette område bliver indlemmet i den store byggeplads omkring Carlsberg Byens første store byggeri.


 

Carlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere her