Hero image

Nu åbner Københavns nye S-togsstation

27. juni 2016
Søndag den 3. juli klippes snoren til Carlsberg Station, som fremover bliver Carlsberg Byens centrale trafikknudepunkt. S-togsstationen forventes at blive en af hovedstadens mest benyttede og kommer til at afløse den nuværende Enghave Station. Åbningen markeres med en officiel fejring og indvielse af transport- og bygningsministeren.

Carlsberg Byens kommende beboere og besøgende har noget at se frem til, når Københavns nye S-togsstation Carlsberg Station åbner officielt den 3. juli.

Den nye station, der ligger tæt ved grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro bliver Carlsberg Byens centrale trafikknudepunkt, og allerede efter sommerferien vil den blive dagligt omdrejningspunkt for de 10.000 studerende, der rykker ind på Professionshøjskolen UCC’s nye uddannelsescampus, Campus Carlsberg i Carlsberg Byen. ”Carlsberg Byen bliver et levende bykvarter med plads til både studerende, besøgende og beboere samt butikker, gode spisesteder og kulturelle oplevelser. Det bliver et sted, hvor man bor, arbejder, studerer og klarer sine indkøb. Derfor er det helt afgørende, at der er gode kollektive trafikforbindelser. Med åbningen af Carlsberg Station bliver det nu endnu lettere at komme til og fra bykvarteret,” siger Jens Nyhus, administrerende direktør i Carlsberg Byen P/S. 

Carlsberg Station er en del af en større plan, der skal sikre en god og bæredygtig infrastruktur i det nye bykvarter. Den nye S-togsstation er derfor suppleret med gangarealer og cykelstier, der skal give fodgængere og cyklister sikre og hurtige forbindelser. Blandt andet er der etableret en ny cykelsti, der forbinder Sønder Boulevard og Valby. Desuden er der også anlagt en ny vejbro over baneterrænet, der skal lede bilerne fra Vigerslev Allé og ind til Carlsberg Byen, hvor omkring 3.000 underjordiske parkeringspladser kan tage imod bilerne. DSB vil sammen med Banedanmark overtage den daglige drift af Carlsberg Station, når stationen indvies den 3. juli.

Ifølge DSB er der udsigt til, at stationen bliver blandt hovedstadens fem mest benyttede S-togsstationer med 24.000 daglige rejsende. ”Vi glæder os meget til at tage den nye station i brug og byde de første passagerer velkommen i de moderne rammer. Med stationens centrale placering og de mange faciliteter, det nye bykvarter kommer til at tilbyde, bliver det attraktivt at tage toget både for daglige pendlere og besøgende i området,” siger administrerende direktør i DSB, Flemming Jensen.

Carlsberg Station ligger nogle hundrede meter fra Enghave Station, som bliver taget ud af drift den 3. juli, når den nye station tages i brug. Det sidste tog stopper på Enghave Station kl. 11.53. Det første tog, der standser på Carlsberg Station, er Linje C mod Frederikssund kl.12.02.

Om åbningen

Åbningen af Carlsberg Station markeres med en officiel fejring søndag den 3. juli. Til åbningen vil blandt andre transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt samt administrerende direktør i DSB Flemming Jensen holde tale. DSB, Banedanmark og Carlsberg Byen har i anledning af åbningen arrangeret et særtog for indbudte gæster med afgang fra Østerport Station og ankomst til

Carlsberg Station kl. 11.20. Efter ankomsten til Carlsberg Station vil Jens Nyhus, administrerende direktør i Carlsberg Byen P/S, byde velkommen på stationspladsen. Herefter følger en række
taler og snoren til perronen klippes. Københavns jernbaneorkester vil spille ved selve ankomsten og efter talerne. Efter indvielsen står Visit Carlsberg klar på stationspladsen med en pop up bar med
kolde drikkevarer – og Carlsbergs store, flotte bryggerheste kigger forbi.

Benyt også lejligheden til at besøge Visit Carlsberg, hvor man blandt andet kan opleve brygger Jacobsens historiske bygninger, dufte til øllets ingredienser, smage nye varianter af den verdensberømte danske øl og høre, hvad der gemmer sig bag Carlsberg-navnet.

Om Carlsberg Station

Den nye Carlsberg Station bliver Carlsberg Byens centrale kollektive trafikknudepunkt med adgang til S-togsnettet og omstigning mellem tog og busser. Carlsberg Station ligger samme sted som Carlsberg bryggeriet fra 1937 til 1985 havde sin egen godsstation, Station Hof. Den nye station er tegnet af Gottlieb Paludan Architects og støder op til det 82.000 m2 store byggeri, der skal huse Professionshøjskolen UCC’s nye uddannelsescampus samt detailhandel, erhverv og det 100 m høje boligtårn, Bohrs Tårn.

Pladsen foran stationen er en integreret del af byggeriet, idet der er bygget to store plateauer ud over skinner og perron på Carlsberg Station, hvor der er plads til cykelparkering. Foruden tre nedgange fra den nye stationsplads ved UCC byggeriet, er der også adgang til den nye station fra Vesterfælledvej ved Sønder Boulevard. Carlsberg Station er projekteret og udført af Carlsberg Byen som bygherre. Banedanmark og DSB overtager stationen, når den står færdig. S-togene begynder at stoppe på den nye station den 3. juli kort efter kl. 12.

Nu åbner den første p-kælder i Carlsberg Byen

Søndag den 3. juli åbner den første parkeringskælder i Carlsberg Byen. Den ny parkeringskælder vil rumme 351 parkeringspladser. Parkeringskælderen bliver den første af i alt 14 parkeringskældre, der fordeles over hele det nye bykvarter, og er et led i Carlsberg Byens strategi om at lede bilerne under jorden og væk fra gadebilledet. Når den første parkeringskælder åbner den 3. juli, markerer den startskuddet til anlæggelsen af et større net af parkeringskældre, der vil forsyne Københavns nye bykvarter med ca. 4.200 underjordiske p-pladser fordelt på 14 kældre.

Den første parkeringskælder er placeret i Carlsberg Byens sydøstlige hjørne og er beliggende under Professionshøjskolen UCC’s nye Campus Carlsberg og pladsen Humletorvet, der også lægger navn til kælderen. Parkeringskælderen er offentlig tilgængelig og rummer 351 parkeringspladser inklusiv handicapparkering. P-kælderen er forberedt til el-biler.

Underjordisk parkering skaber plads til byliv, grønne områder og bløde trafikanter over jorden

Parkeringskælder Humletorvet er en del af det i alt 82.000 kvadratmeter store byggeri, der bl.a. rummer Professionshøjskolen UCC’s Campus Carlsberg og Bohrs Tårn. I forbindelse med det nye byggeri er der også anlagt en ny vejbro over baneterrænet, hvor bilister fra Vigerslev Allé kan køre direkte ned i parkeringskælderen.

”Vi er rigtig glade for at kunne slå porten op til Humletorvets parkeringskælder, som sikrer nem parkering for de mange kommende undervisere og elever på Campus Carlsberg, de handelsdrivende og handlende i områdets detailbutikker og ikke mindst beboerne i Bohrs Tårn. Dertil er parkeringskælderen et vigtigt led i vores strategi om at skabe et bykvarter med en moderne infrastruktur, hvor parkering fortrinsvis foregår under jorden, så vi skaber plads til byliv, grønne områder og bløde trafikanter over jorden, ” siger Jens Nyhus, administrerende direktør i Carlsberg Byen P/S. APCOA Parking, der administrerer parkeringsarealer overalt i Europa, er valgt som operatør på parkeringskælderen.

Fakta om parkering i Carlsberg Byen

  • Carlsberg Byen P/S anlægger samlet ca. 4.500 p-pladser i bykvarteret.
  • Heraf placeres ca. 4.200 af p-pladserne under jorden fordelt på 14 parkeringskældre
  • Af de mange p-pladser vil 65 % være offentlige og 35 % til privat brug

Fakta om parkeringskælder Humletorvet

  • Parkeringskælder Humletorvet rummer 351 parkeringspladser
  • Parkeringskælderen administreres af APCOA Parking, der er en privat parkeringsaktør
  • Prisen for parkering i p-kælderen er fastsat ud fra markedsvilkår
  • Bilister har mulighed for betaling via betalingsautomater og smartphone-apps som eksempelvis MobilParkering og Easypark
  • Beboere og erhvervslejere i Carlsberg Byen har også mulighed for at leje en fast parkeringsplads eller at lave aftale om permanent p-tilladelse til parkering i kælderen
  • Det er ikke muligt at anvende en kommunalt udstedt parkeringslicens 

Yderligere oplysninger

Kommunikationschef Pernille Hebsgaard Rohdemeier, udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, tlf. 21 35 51 45, e-mail: phr@carlsbergbyen.dk.
Info om Carlsberg Byen: www.carlsbergbyen.dk.

Spejlgangen Carlsberg Byen

Butikslivet er i gang - Flere og flere butikker ser potentialet i Carlsberg Byen, og i området omkring den nyåbnede station har 19 butikker allerede slået dørene op til glæde for lokalområdets mange beboere og besøgende.

Se butikkerne her

Lev livet i byen - København er populær hos flere og flere danskere, der ønsker at bo side om side med det pulserende byliv. Men hvordan indretter vi os, når flere kommer til? Bliv klog på projektboliger, få tips om nybyggeri og læs fortællinger fra mennesker, der elsker alle byens facetter. 

Elsker du også København?
Byliv i Carlsberg Byen
Send mig erhvervsnyheder fra carlsberg byen

  • Tak for din tilmelding!
  • Fejl Formularen er ikke udfyldt korrekt. Prøv igen.
Tilmelding til Carlsberg Byens nyhedsbrev

Modtag gratis nyt fra Carlsberg Byen cirka en gang om ugen. I nyhedsbrevet har vi bl.a. fokus på livet i bykvarteret, på nye boligprojekter og spændende events.

  • Tak for din tilmelding!
  • Fejl Formularen er ikke udfyldt korrekt. Prøv igen.