Afleveringsforretning
Du vil blive indkaldt til en såkaldt afleveringsforretning, der skal afholdes senest på overtagelsesdagen. Ved afleveringsforretningen bliver boligen gennemgået for eventuelle mangler, der registreres i en afleveringsprotokol.
Køber og sælger underskriver afleveringsprotokollen. Det er grundlaget for opfølgning og udbedring af de registrerede mangler, der tilstræbes at blive udbedret inden 8 uger efter overtagelsesdagen.
Mangler, der først er påpeget efter afleveringsforretningen, vil som udgangspunkt blive udskudt til bedømmelse og eventuel udbedringved 1 års gennemgangen med mindre der er tale om funktionsmangler eller mangler, der forværres, hvis udbedringen udskydes.
Ved afleveringsforretningen foretager vi i fællesskab en grundig visuel gennemgang af gulve, vægflader og overflader. Eventuelle mangler bliver registreret i mangelprotokollen. Synlige mangler ved gulve, vægflader og øvrige overflader, der ikke er registreret i afleveringsprotokollen og først påberåbes efter afleveringsforretningen, må forventes at blive afvist.
Ved bedømmelsen af gulve gælder, at disse skal synes visuelt fra en stående position uden brug af tekniske hjælpemidler. Ved bedømmelsen af vægflader (malerarbejde) gælder, at disse skal bedømmes visuelt i en afstand af 1,5 meter uden brug af tekniske hjælpemidler.