Nyheder Luk
Søgning Luk
Luk
Luk
Luk

Børnene er flyttet ind

26. juli 2012
114 børn og deres pædagoger er flyttet ind i den første blivende institution på Carlsberg. Den hedder "Bag Elefanterne" og ligger i et bevaringsværdigt hus fra 1860 med højt til loftet og med smukke, gamle træer på legepladsen.
 
"Velkommen til vores nye hus" 
Skiltet møder børn og forældre lige inden for døren til den nye børneinstitution, som netop er åbnet på Carlsberg. Københavns Kommune købte sidste år huset af Carlsberg, og efter en omfattende renovering har arkitekter og håndværkere nu overladt huset til sine brugere. Ifølge institutionens leder, Nina Nyberg, er børn og voksne allerede superglade for at være i huset. 
 
"Det er et fantastisk hus med et fint lys og en rar stemning. Jeg har haft det godt fra dag ét, jeg trådte ind i det her hus. Det har sjæl og karma," siger Nina Nyberg, mens hun viser rundt inde og ude på legepladsen, hvor børnene tumler rundt og leger - blandt andet på to bryggerheste med trækvogn, som er et legeredskab designet specielt til denne institution.
 
En chance for nyt liv
Arkitekt Anders Rieper fra Tøgern Arkitekter har stået for ombygningen af huset og er ikke mindre begejstret. Han fortæller, at han og kollegerne satte sig grundigt ind i den overordnede plan for hele Carlsberg Byen, før de kastede sig ud i at ombygge "Bag Elefanterne".
 
"Børnenes legeplads er indrettet som en del af Kammas Have, der med tiden bliver til en have med offentlig adgang. Derfor er hegnet ind til børnehavens legeplads plantet midt i en grøn hæk, så afgrænsningen skjules på en meget smuk måde. Til husets anden side ligger en ny pladsdannelse, som huset også bliver en del af. Jeg forestiller mig, at det bliver et kvarter, hvor man kan sive rundt, efter at man har hentet sine børn," fortæller Anders Rieper og fremhæver, at man derved at opnået at skabe synergi mellem hus, have og by.
 
Omfattende renovering
Af samme grund er han også godt tilfreds med, at Carlsberg valgte ikke at rive det gamle hus ned:
 
"Det er efter min mening en rigtig tanke at bevare både huset og haven, også selv om det muligvis havde været lettere blot at bygge noget nyt. Vi har gennemført en omfattende sanering, hvor en gammel krybekælder er blevet fyldt op, hvor vi har lavet blysanering og hvor det er lykkedes at klemme elevator og ventilationsanlæg ind i bygningen," siger han.
 
Omvendt har det fine gamle murværk og de oprindelige vinduer overlevet ombygningen, ligesom der heller ikke er pillet ved rummenes oprindelige proportioner.
 
Ringen er sluttet
Huset er oprindeligt bygget som skolehjem for børn og unge og var tilknyttet det, der hed "Helbredelsesanstalten for idiotiske børn", en bygning der ligger på den anden side af Kammas Have ud til Rahbeks Allé. Området imellem de to bygninger var i anstaltens tid lagt ud som nyttehave og legeområde for de børn, som dengang boede der.
 
For Anders Rieper giver det god mening, at "Bag Elefanterne", der oprindeligt er bygget til børneinstitution med velproportionerede, lyse rum og højt til loftet, nu igen bliver rammen om små børns liv. Det er som en ring, der sluttes, siger han. 
 
X

Bliv opdateret om boliger i Carlsberg byen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Cookie infoCarlsberg Byen bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger statistik. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Hvad er cookies?