kort over carlsberg byen

Drøn lynhurtigt til Carlsberg Byen på cykel

27. juli 2016
Der er godt nyt til de mange mennesker, der foretrækker at bruge benkræfterne på at træde i pedalerne frem for på speederen: Den spritnye cykelsti, der forbinder Valby og Vesterbro via Carlsberg Byen, er nu åben for cyklister og fodgængere.
De mange københavnere, der længe har efterspurgt en smutvej fra Valby til Vesterbro, skal i gang med at finde cyklen og hjelmen frem. Nu er den nye cykelsti åbnet op for fodgængere og cyklister, der hurtigt og let kan suse fra Valby til Carlsberg Byen og videre til Vesterbro. Og omvendt, selvfølgelig. På cykelstien kører du langs et de 25 byrum i Carlsberg Byen, nemlig den bevaringsværdige have, J.C. Jacobsens Have. Er der tid til overs, kan du stille cyklen og nyde en rolig stund i den grønne have, inden du fortsætter videre på cykelstien gennem det livlige Tapperitorvet - lige ved siden af Carlsberg Station. Skal du ind til indre by, følger du blot stien videre over Vesterfælledvej.

Cykelstien er en del af den planlagte cykelsti, der forbinder København og Ishøj gennem Hvidovre, Brøndby og Vallensbæk Kommune. Ishøjruten, som cykelstien hedder, er 14 km lang og er en af de i alt 11 supercykelstier, der bliver anlagt frem til år 2018. Hele Ishøjruten bliver forventeligt indviet i slutningen af august 2016. Det kan du læse mere om her. 

SUPERCYKELSTIERNE
Ifølge supercykelstier.dk skal tiltagene på Ishøjruten forbedre den samlede cykeloplevelse og give øget trafiksikkerhed på hele strækningen. Ruten løber tæt på stationerne Ishøj, Brøndby Strand, Friheden, Åmarken og Ny Ellebjerg med mulighed for at kombinere rejser med tog og cykel. Supercykelstierne er et samarbejde mellem 23 kommuner og Region Hovedstaden om at skabe bedre forhold for pendlercyklister på tværs af kommunegrænser – og dermed et reelt alternativ til bilen.