Rejsegilde på Europaskolen

18. september 2017
Mandag den 18. september markeres en milepæl på opførelsen af den nye Europaskole, når der holdes rejsegilde i Carlsberg Byen. Foruden Carlsberg Byen og Europaskolen deltager også overborgmester Frank Jensen og børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev i arrangementet. 
I løbet af skoleåret 2018/2019 åbner den nye Europaskole i Carlsberg Byen, hvor skolens mange elever og lærere flytter ind. Skolen er allerede i drift og har siden 2014 huset omkring 200 elever i de midlertidige lokaler på skolen i Sydhavnen og i dette skoleår på Kirsebærhavens Skolen, indtil skolen i Carlsberg Byen står færdig og kan åbne dørene for ca. 900 elever og lærere. 

”Med Europaskolen får internationale medarbejdere muligheden for at sende deres børn i en offentlig skole på et højt, internationalt niveau. Det betyder rigtig meget for København, og for at vi kan skabe vækst og nye arbejdspladser, at det er let for internationale medarbejdere at slå sig ned her i byen og vælge at bliver her,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) er enig, at en skole som Europaskolen er vigtig for København:

”I København arbejder vi konstant på at åbne vores by endnu mere op for internationale familier og fastholde international arbejdskraft. Det kræver et solidt skolevæsen af høj faglig kvalitet, så familier har tillid til, at København er et sted, hvor deres børn kan udvikle sig og trives mest muligt.
Europaskolerne er kendt for deres tårnhøje faglighed og en erklæret mission om at bygge bro mellem kulturer, og derfor er Europaskolen en gave for vores by. Jeg ser meget frem til, at skolen står færdig og summer af liv, og til at skolen bliver et naturligt samlingspunkt for lokalområdets beboere til at drive aktiviteter, når eleverne har fri.”

Carlsberg Byens adm. dir. Jens Nyhus siger om opførelsen af Europaskolen: ”Carlsberg Byen har den overordnede målsætning, at være et levende og mangfoldigt bykvarter, og derfor er vi rigtigt glade for, at vi i fremtiden vil kunne se 900 glade og aktive børn fra ind- og udland fylde området her med liv. Skolen ligger i hjertet af Carlsberg Byen, omgivet af fredede bygninger, hotel, restauranter og caféer, og efter min opfattelse fuldendes denne del af Carlsberg Byen med den dynamik og kultur, en skole skaber.”

Skoler styrker byliv 
Skoler og andre undervisningsinstitutioner er vigtige elementer for at et mangfoldigt byliv kan udfolde sig blandt beboerne, handlende og besøgende. Da Carlsberg Byen sidste år åbnede op for UCC i bykvarterets sydlige ende, betød det samtidig et stort rykind af elever og lærere og et boost til livet i området.
Det samme ventes at ske med åbningen af Europaskolen, som kommer til at ligge i smukke omgivelser omgivet af boliger, butikker, caféer og fredede bygninger, herunder Lagerkælder 3, der ligeledes vil sprudle af liv, når Brøchner Hotels åbner op for kædens nyeste hotel i begyndelsen af 2019.

Tilmelding til rejsegildet
Pressen er velkommen til at deltage i rejsegildet ved tilmelding på mn@carlsbergbyen.dk. Arrangementet begynder kl. 11.30 med taler af Carlsberg Byen, overborgmesteren, børne- og ungdomsborgmesteren og BAM Danmark, hvorefter der vil være et let måltid. Vejanvisning fås ved tilmelding. 

Fakta om Europaskolen
Europaskolen i København åbnede i august 2014 i Sydhavnen.
Skolen har i dag ca. 200 elever.
Når Europaskolen er fuldt udviklet i 2021 vil der gå omkring 975 elever på skolen lige fra børnehaveklasse til den europæiske studentereksamen ’European Baccalaureate’.
Eleverne er i dag fordelt på en dansk og engelsk sprogsektion. På et senere tidspunkt følger en fransk eller tysk sektion.
En klasse på Europaskolen i København har i gennemsnit 16 forskellige nationaliteter.
Skolegangen er gratis, da skolen er en kommunal skole under Københavns Kommune.
Europaskolen i København er administrativt en del af Sankt Annæ Gymnasium.
De private fonde Realdania, Novo Nordisk Fonden, Nordea-Fonden og Industriens Fond bidrager med 300 millioner kroner til opførelsen af den nye femetagers skolebygning, mens Københavns Kommune finansierer de resterende 150 millioner kroner. 
BAM Danmark A/S står for byggeriet sammen med tegnestuerne Vilhelm Lauritzen og Nord Architects Copenhagen, samt EKJ rådgivende ingeniører.

Mere information her: http://europaskolen.sag.dk/ 

Kontakt
Overborgmester Frank Jensen via pressechef Rikke Egelund, tlf. 3147 9497
Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev via pressechef Anni Lundqvist, tlf. 2526 4163
Send mig erhvervsnyheder fra carlsberg byen

  • Tak for din tilmelding!
  • Fejl Formularen er ikke udfyldt korrekt. Prøv igen.
Tilmelding til Carlsberg Byens nyhedsbrev

Modtag gratis nyt fra Carlsberg Byen cirka en gang om ugen. I nyhedsbrevet har vi bl.a. fokus på livet i bykvarteret, på nye boligprojekter og spændende events.

  • Tak for din tilmelding!
  • Fejl Formularen er ikke udfyldt korrekt. Prøv igen.